Vi havde en dejlig dag i går, og der er meget at fortælle om, så jeg vil se, om ikke jeg kan nå at skrive om det i morgen, for der skulle jeg gerne have tid.

Men i første omgang kan jeg fortælle om tirsdagens aftensmad, hvor jeg fik indviet den römertopf, som jeg fandt på tilbud for et par måneder siden. Jeg havde fundet en fin lille øko-kylling i supermarkedet, som skulle forkæles med et par timer i ovnen sammen med en række gode rester af dit og dat, og så fik jeg også brugt den anden halvdel af hokkaido græskarret til en lun speltsalat.

Ninjaen insisterede på dessert, og det syntes jeg ærlig talt var en god idé, så jeg fandt en opskrift i ‘Økologisk køkken året rundt’. Jeg var dog en smule distræt undervejs, så jeg fik brugt rørsukker i stedet for muscovadosukker og måtte derfor tilføje lidt ekstra til sidst, så det fik noget af den farve og smag, som opskriften lægger op til. Isen lavede jeg dobbelt portion af, og det fortrød jeg bestemt ikke…

Kylling i römertopf med citron, æble og fennikel
4-5 personer

1 kylling på ca. 1400 gkylling i römertopf, kylling, saltede citroner, æble, fennikel
salt og olie fra saltede citroner
æblerester fra æblesirup
½ fennikel, skåret i skiver

Kyllingen gnubbes grundigt med salt og olie. Den lægges i römertopfen sammen med de kogte æbletern og fennikel. Læg låget på og stil römertopfen i ovnen, som du sætter på 220 grader. Lad den stege i 2-2½ time.

Note: Supermør og med rigtig god smag – en römertopf er dejlig at lave mad i! Jeg brugte æblerne og fennikelstrimlerne som tilbehør til maden.

Speltsalat med hokkaido græskar og saltet citron
3 personer

½ hokkaido græskarspeltsalat med græskar, græskar, hokkaido græskar, salat, hokkaido græskar, speltkerner, saltede citroner
ca. 4 dl kogte speltkerner
en kvart saltet citron
lidt olie fra de saltede citroner
lidt salt

Fjern skrællen fra græskarret, skær det i tern og vend det i lidt olie. Læg dem i et fad og sæt det i ovnen ved 220 grader i ca. en halv time.

Bland græskarternene med de lune speltkerner. Finthak den saltede citron og vend det i salaten. Smag til med salt.

Note: Absolut en god måde at bruge græskar på – kan varmt anbefales! Citronen gav også lidt bid til retten, som supplerede kyllingen fint.

Æblekager med hasselnøddeis
3 personeræblekage, kage, dessert, rørsukker, mørk farin, æg, hvedemel, bagepulver, natron, æble, ahornsirup, hasselnøddeis, is, hasselnødder, rørsukker, mælk, æggeblommer, æg, fløde

65 g smør
65 g rørsukker
1½ spsk mørk farin
1 æg
65 g hvedemel
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
1 madæble
ahornsirup
lidt smør til at smøre formene

Hasselnøddeis:
275 g rørsukker
½ dl vand
100 g hasselnødder
3 dl mælk
6 æggeblommer
3 dl fløde

Lav isen først. Hæld 125 g af rørsukkeret og vandet i en gryde og varm det langsomt op, til sukkeret er opløst. Skru op for varmen og kog det, indtil det bliver til en mørkgylden sirup. Rør nødderne i og hæld straks massen ud på et stykke bagepapir. Lad det køle helt af, inden du hakker det i små stykker.

Bring mælken i kog i en gryde. Pisk æggeblommerne og resten af sukkeret godt sammen i en ildfast skål. Hæld langsomt den varme mælk i æggene under konstant piskning, og hæld derefter massen tilbage i gryden. Varm det langsomt op, mens du hele tiden rører i gryden. Når det tykner lidt, tager du gryden af varmen og rører fløden i.

Lad massen køle helt af, inden du du hælder det i en ismaskine og lader den køre, indtil massen er blevet til en tykflydende ismasse. Hæld det over i en plastikboks og vend den finthakkede sukker-nøddemasse i, og stil isen i fryseren.

Sæt ovnen til 180 grader. Smør tre ramekiner med smør. Pisk smør, sukker og mørk farin grundigt i en skål og rør derefter æg i. Pisk mel, natron og bagepulver i cremen, til det er helt glat. Fjern kernehus fra æblet og skær det i små tern, som du putter i kagedejen. Fordel dejen i formene og stil dem i ovnen, hvor de skal bage i 20-25 minutter.

Lad kagerne køle lidt af, inden du vender dem ud af formene, stænker dem med lidt ahornsirup og serverer med isen.

Note: Kagerne var gode, mens isen var aldeles skøn! Jeg tror, at kagerne er bedre, hvis du udelukkende bruger mørk farin i dejen, så det vil jeg anbefale.