Rabarber Gin & Tonic
Nu vil jeg prøve kræfter med en Rabarber Gin & Tonic. Jeg elsker rabarber, men g&t har indtil nu ikke sagt mig så meget, men det har jeg tænkt mig at ændre på. I første omgang har jeg købt et lille ‘begyndersæt’, som jeg faldt …
Nye sjove madoplevelser
Tidligere på måneden var gemalen og jeg i Malmø sammen med hans kolleger. Som afslutning på udflugten spiste vi på fiskerestauranten Johan P. Da vi var 11 personer, var restauranten blevet bedt om at sammensætte en menu til os, så vi ikke skulle bruge tid på at vælge ud fra menukortet, og det fungerede ganske glimrende.
Jeg brugte mest tid på at socialisere under middagen på Johan P, så følgende beskrivelse er knapt så detaljeret som de sædvanlige anmeldelser.
Første ret var to små madder – eller nordisk tapas om man vil. Der var stenbiderrogn på et lille stykke ristet hvidt brød sammen med hakkede rødløg og en form for creme fraiche. Altid en vinderkombination men lidt usædvanligt at se stenbiderrogn på denne årstid. Den anden mad var røget ål med salatblade på en mørk skive rugbrød dryppet med en mørk sauce. Også en glimrende servering. Kombinationen af de to madder var dog ret pudsig. De smagte glimrende, men jeg undrede mig over, hvorfor restauranten havde valgt at sætte to så forskellige serveringer sammen.
Derefter kom der brød på bordet – to slags saftigt lyst brød, der næsten var på kagestadiet – og selvfølgelig også noget knækbrød. Svenskerne er helt vilde med knækbrød og serverer det også som kuvertbrød. Det er lidt skægt.
To af deltagerne drak ikke vin, så tjeneren på Johan P var hurtig til at tilbyde et bredt udvalg af drikkevarer fra Søbogaard – god stil!
Den næste anretning var denne smukke ret serveret i en muslingeskal – ceviche lavet på tun, agurk, koriander og vist nok mild rød grapefrugt. En lækker servering, hvor især korianderen var med til at pifte retten op og få mig til at drømme om varmere egne.
Hovedretten var en rigtig lækkerbisken. En perfekt tilberedt fisk, hvor jeg dog er lidt i tvivl om, hvilken en det var. Det er muligt, at det har været en kulmule-art, men jeg er ikke helt sikker. Den blev serveret medgrillede asparges og lun aspargessauce samt stegte salatblade. Herlig servering med masser af asparges og en meget lækker tilberedt fisk. Mmmm!
Som afslutning på måltidet var det muligt at vælge mellem en rabarberdessert eller en ostetallerken. Jeg valgte sidstnævnte, da jeg som bekendt har rabarber- og asparges-benspænd denne måned, så jeg tænkte, jeg nok ville få rigeligt med rabarber i juni. Osteudvalget var udmærket men dog lige lovlig konservativt. Der var en comté, en gedeost og en tallegio sammen med lidt frisk figen, en ret spændende pæremarmelade samt runde grove kiks. Jeg havde nok håbet, at restauranten havde taget min. én anderledes/utraditionel ost med i stedet for at tage tre sikre kort, og det var også lidt underligt, at de helt havde fravalgt skimmeloste.
Alt i alt en dejlig aften på Johan P, hvor servicen var tilpas opmærksom og venlig. Meget fine retter, hvor jeg dog undrede mig lidt over kombinationen i forretten og gerne havde set et lidt modigere valg i osteserveringen, men til gengæld meget fine, spændende og velsmagende fiskeretter
Jeg ender på fire stjerner med pil op til Johan P og er bestemt ikke bleg for at opsøge stedet igen, hvis jeg kommer på de kanter igen.
Jeg har som tidligere nævnt hamstret lidt asparges og rabarber, for principielt set sluttede sæsonen omkring sankthansaften, men der kommer altså fortsat opskrifter med asparges og rabarber frem til den 1. juli. I går aftes fik vi denne enkle aspargessalat som forret. En lækker lille …
Da jeg første gang hørte, at Madklubben ville åbne en restaurant med fokus på soul food fra sydstaterne, vidste jeg med det samme, at den ville jeg besøge! Lige siden mit texanske benspænd har jeg drømt om at lære mere om sydstatsmad, for det er …
Sæsonen for danske asparges og rabarber slutter på samme tid – nemlig omkring sankthansaften. Rabarber kan du stadig plukke i løbet af sommeren, men plukker du dem i juli, så er syreindholdet ret højt i rabarberne, så det plejer man traditionelt at undgå. Jeg har dog hørt, at syreindholdet faldet igen til august, så det bør være muligt at plukke igen på det tidspunkt. Men selvom sæsonen slutter nu, så har jeg selvfølgelig hamstret lidt, så der kommer fortsat indlæg om rabarber og asparges frem til den 1. juli.
Her til aften lavede jeg aspargestærte – eller rettere aspargestærter, for i stedet for at lave én stor aspargestærte, så lavede jeg i stedet to små, så der var én til mig og én til gemalen. Jeg har tidligere lavet aspargestærte med gedeost og bacon, men den nye udgave af aspargestærte er meget enkel, så aspargessmagen træder endnu tydeligere frem.
2 personer
Tærtedej:
100 g hvedemel
25 g rugmel
35 g koldt smør
1 æg
½ tsk salt
Fyld:
200 g grønne asparges
2 æg
3 spsk creme fraiche 18%
2 tsk dijonsennep
40-50 fintrevet hård ost – f.eks. ravost, Vesterhavsost eller høost
lidt salt og peber
Rør de to meltyper sammen med salt. Skær smørret i små stykker og gnid det ud i melblandingen og ælt derefter ægget i. Saml dejen til en kugle og læg den i en frostpose, som du lægger i køleskabet i 20 minutter. Jeg lavede dog dejen aftenen før, så jeg blot kunne tage den ud af køleskabet, da jeg kom hjem fra arbejde og vente i ti minutter, inden jeg gik i gang med at rulle dejen ud.
Inden du ruller dejen ud, knækker du foden af hver asparges og skærer aspargesene i små, skrå stykker. Læg dem i en skål og hæld kogende vand over. Lad dem trække i det varme vand, mens du laver resten af forberedelserne til din aspargestærte.
Del dejen i to kugler og rul hver kugle ud med en kagerulle. Smør to små tærteforme, der har en diameter på ca. 13 cm, og læg udrullet dej i hver af dem. Prik dejen med en gaffel og bag dem i ovnen ved 175 grader i ca. 10 minutter.
Mens tærten bager, pisker du æg, creme fraiche, sennep og ost sammen og smager til med salt og peber. Tag derefter tærtefadene ud af ovnen og hæld æggeblandingen i. Hæld vandet fra de grønne asparges og fordel aspargestykkerne i de to forme. Sæt tærteformene i ovnen igen og bag dem i 20-25 minutter, indtil hver aspargestærte er fin og fast.
Denne aspargestærte kan spises, som den er, men det er oplagt at servere den sammen med en salat og/eller stegt kød.
Note: Dejlig mild aspargestærte – og superpraktisk med portionsanretningen. Hvis du gerne vil have en lidt kraftigere smag, så kan du for eksempel udskiften osten i denne aspargestærte med gedeost eller rygeost (jeg vil dog fraråde blåskimmeost, da den vil stjæle for meget af smagen af asparges).
OBS – hvis du gerne vil lave denne aspargestærte i stor udgave (dvs. normal tærtestørrelse), så vil jeg vurdere, at du skal gange ovenstående opskrift med 1½, hvis det er et lavt fad og med 2, hvis det er et højt fad.
I sidste uge var jeg på Bastard Café sammen med Bedstevennen. Bastard Café er en af de bedste initiativer i København gennem de senere år, for det er nemlig en café, hvor du kan spille brætspil. Og her taler jeg ikke om en slidt udgave …
Vi får spist en hel del asparges i denne måned på grund af månedens asparges- og rabarber-benspænd, men det er også ved at lakke mod enden for de danske asparges, for der er ikke længe til, at sæsonen slutter. Jeg har i øvrigt haft svært …
Jeg legede med asparges og æggestand den anden dag, da jeg ville lave en aspargesforret. Det var dog lige ved at gå galt, da jeg havde hældt æggemassen i et keramikfad og ikke en aluform, som man ellers plejer at anbefale. Ikke at man sagtens …