Vaniljeis med brownie og sukkerristede valnødder – Ben & Jerry-style

Vaniljeis med brownie og sukkerristede valnødder – Ben & Jerry-style

Ideen til denne vaniljeis med brownie fik jeg, da jeg skulle have besøg af en ven, der ikke er så glad for is! Ja, det lyder en anelse blasfemisk – især med månedens benspænd – men så er det jo bare en ekstra udfordring. Nu ved jeg så til gengæld, at hun er glad for kage, og så var det måske en meget god idé at lade sig inspirere af Ben & Jerry, hvilket blev til denne vaniljeis med brownie.

Jeg ved, der er mange, der elsker Ben & Jerry-is, men jeg er desværre ikke en af dem. Jo, isene smager glimrende, og der er mange interessante varianter, men jeg synes simpelthen, at der er for mange kagestykker i isen – og det er jo det, de er kendt for. Jeg ville så vende det til min fordel og netop lave en is med masser af kagestykker i for at overbevise min ven om, at is slet ikke er så tosset endda…

Først havde jeg brug for en grund-is, og hvad er så bedre end en vaniljeis? Det var egentlig også på tide, at jeg lavede den mest klassiske flødeis, vaniljeisen, når nu jeg har is-tema.

Jeg ved, at en del madbloggere sværger til at bruge kondenseret mælk i flødeis, da sukkermassen er med til at gøre isen dejlig cremet, men det gør samtidig også isen meget sød og kalorieholdig, og det ville jeg gerne undgå, da jeg sjældent er vild med meget søde ting. I stedet kogte jeg en simpel sukkersirup og brugte én del sirup, én del fløde og én del sødmælk.

Hjemmelavet vaniljeis

2 dl hjemmelavet sukkersirup – se blandingsforhold
2 dl fløde
2 dl sødmælk
kornene fra 1½-2 vaniljestænger

Bland ingredienserne grundigt og hæld dem i en ismaskine. Jeg brugte selve min DeLonghi-ismaskine, men du kan også hælde blandingen i en plastbøtte, sætte den i fryseren og sørge for at røre i massen flere gange i timen, indtil massen er frosset til is.

Note: Simpel og let vaniljeis, som har en tilpas sødme og en fin konsistens. Vil du have den endnu mere cremet, kan du eventuelt tilsætte mere sirup, men vær opmærksom på, at isen så også bliver noget sødere.

brownie, chokoladebrownie, mørk chokolade, kage, chokoladekage, dessert

Næste skridt var at bage en chokoladekage, som jeg kunne skære i stykker og vende i vaniljeisen, og hvad er så bedre – og mere oplagt – end en rigtig heftig brownie? Jeg skelede til en opskrift, jeg fandt i ‘The Golden Book of Chocolate’, men brugte lidt mindre hvedemel (da kagen skulle bruges i en is) og en mindre mængde hakket chokolade, ligesom jeg tilføjede noget lakridspulver for at tilføre kagen noget dybde.

Chokoladebrownie med chokoladestykker

400 g hakket chokolade af god kvalitet – jeg brugte Valrhona Caraibe
125 g smør
4 æg
100 g brun farin
250 g lys rørsukker
½ tsk salt
2 tsk vaniljesukker
1 spsk raw liquorice pulver fra Johan Bülow
2 dl hvedemel – vil du bare spise kagen (uden at proppe den i isen), så tilføj ½-1 dl mel mere

Smelt smør og 250 g chokolade i en lille kasserolle ved middelvarme, rør godt rundt og tag kasserollen af komfuret, så snart det er blevet en ensartet masse. Rør æg, farin og sukker til en let og cremet masse. Tilsæt derefter mel, salt, vanilje- og lakridspulver og rør godt rundt, inden du tilsætter den smeltede chokolade. Vend resten af den hakkede chokolade i kagedejen og hæld dejen i en lille smørsmurt bradeform eller højt fad på ca. 20×25 cm. Bag kagen ved 180 grader i 25-35 minutter – tjek om kagen er gennembagt ved at stikke i den med en tynd træpind. Hænger der ikke dej ved, når du tager pinden op, er kagen færdig. Lad kagen afkøle helt – gerne så den er køleskabskold – inden du skærer den i mindre stykker.

Note: Denne kage er svær at holde fingrene fra! Det er en rigtig ond og vanedannende chokoladekage, som smager rasende godt og mætter helt vildt! Det er en kage med masser af chokoladesmag og dejlige chokoladestykker, der giver lidt ekstra bid og struktur til kagen. Den skal spises i små mængder – selvom det er svært – for det er en heftig størrelse, som ligger tungt i maven. Men den er det værd.

TIP – skærer du kagen i mindre stykker og putter dem i fryseren, kan du senere fiske et stykke ud og spise som iskage!

brownieis

Derefter mangler du blot at riste valnødder ved middelhøj varme – giv dem et minut på panden, inden du tilsætter rørsukker (ca. halv mængde i forhold til valnødderne) og rører rundt i det, indtil sukkeret smelter og sætter sig på valnødderne. Fordel valnødderne på et stykke bagepapir og lad dem køle helt af, inden du hakker dem i mindre stykker.

Så er det blot om at røre kombinere din vaniljeis med brownie og hakkede valnødder…

… og servere den i solskinsvejr 🙂



19 thoughts on “Vaniljeis med brownie og sukkerristede valnødder – Ben & Jerry-style”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *