Denne sommerkage med bærmousse er en simpel og lækker frugtkage, som du kan lave i flere varianter.
Jeg fik den hos en ven for nylig og måtte straks prøve at lave noget lignende. Selvfølgelig som en del af månedens sommerkage-benspænd.
I denne udgave er der brugt jordbærmarmelade, men du kan også bruge andre bærtyper eller eventuelt henkogt frugt, som du blender, inden du putter det i moussen.
I den perfekte verden har du nogle friske bær, du kan pynte kagen med inden servering. Vi havde dog desværre meget få på lager den aften, jeg lavede denne sommerkage, så jeg nøjedes med lidt jordbærsirup. Men slå dig endelig løs med friske bær på kagen!
Sommerkage med bærmousse
ca. 6 personer
Bund:
8 Digestive kiks
40-50 g blødt smør
Bærmousse:
2½ dl piskefløde
150 g flødeost
½ dl flormelis
1 tsk vaniljepulver
3-4 spsk jordbærmarmelade
Knus kiksene til en fin masse og ælt så smør i. Tryk kiksemassen flad i bunden på en lille springform (20 cm), som du inden har foret med bagepapir. Så er det lettere at få kagen over på et fad, når den skal serveres.
Hæld fløden i en skål og pisk den til flødeskum. Tag en anden skål, som du hælder flødeost, flormelis og vaniljepulver i. Pisk det til en ensartet masse. Vend marmelade i den og vend derefter flødeskummet i med lette tag. Fordel jordbærskummet ud over kiksebunden og stil din sommerkage i køleskabet i mindst tre timer, så den kan sætte sig.
Inden servering kan du pynte den med lidt jordbærsirup eller tørrede jordbær – eller endnu bedre med en lille potpourri af forskellige bær.
Note: Jeg kan godt lide den milde og sødmefulde jordbærsmag, som denne sommerkage har. Jeg tror dog også, at den vil være skøn i en hindbærudgave, men det kunne også være sjovt at lave den med mango. Så skal man muligvis bruge lidt mere frugtmos.