Kylling i peanutsauce

Kylling i peanutsauce er en lækker ret, som passer både til dem, der ikke er så gode til stærk mad, og som samtidig elsker en god, cremet peanutsauce. Du kan selvfølgelig tilføje lidt chili til retten eller have lidt chilisauce ved siden af, hvis du foretrækker mad med ‘bid i’.
Jeg så oprindeligt opskriften hos Spis Bedre, men lavede en lang række justeringer. Jeg har også lavet versioner, hvor jeg bruger rød peberfrugt i stedet for grønne bønner i retten (der originalt er med portobellosvampe).
Kylling i peanutsauce
4-6 personer
en hel kylling, min. 1.3 kg
olie til stegning
2 mellemstore løg, skåret i tynde både
3-4 fed hvidløg, finthakket
1 spsk frisk ingefær, fintrevet
1½ spsk rød karrypasta
10 tørrede kaffir-limeblade
5 dl kokosmælk
2 dl vand
4 spsk peanutbutter
1-2 spsk fiskesauce
saften fra en limefrugt
salt og peber
200-300 g frosne grønne bønner
Derudover:
saltede peanuts
frisk koriander
Del kyllingen i ca. 8 lige store stykker og brun dem i olie i en stor gryde. Læg kødet til side, hæld lidt mere olie i gryden og steg nu løg, hvidløg og ingefær et minuts tid ved mediumvarme. Rør karrypastaen ud i det og tilsæt så kokosmælk og kaffir-limeblade. Varm det op, inden du rører peanutbutter, vand og fiskesauce i. Læg kødet tilbage i gryden, læg låg på og lad det simre en halv times tid.
Smag saucen til med salt, peber og limesaft. Tilføj grønne bønner og giv retten nogle minutter mere, indtil bønnerne lige akkurat er møre.
Servér din kylling i peanutsauce sammen med kogte ris, saltede peanuts, frisk koriander samt lidt friske grøntsager – for eksempel peberfrugt eller squash skåret i strimler.
Note: Kylling i peanutsauce er en dejlig ret, som langt de fleste kan være med på. Det er også en glimrende ret at fryse ned til de dage, hvor madlavningen godt må gå ekstra hurtig.







