Da jeg researchede til det persiske benspænd, faldt jeg over en opskrift på iranske juvelris hos The Kitchn og forelskede mig straks i den farverige ret. Jeg lavede en simpel fortolkning af retten, hvor der er skåret ned på mængden af ris og i stedet skruet op for gulerødder og nødder. Derudover udelod jeg kardemomme.
Iranske juvelris 2-3 personer
1 dl basmatiris 1 økologisk appelsin ½ dl gule rosiner ½ dl tørrede tranebær ½ tsk safran 1 spsk appelsinblomstvand 1 spsk rørsukker Olie til stegning 1 dl pistacienødder (uden skal) – hakkede 1 dl mandler, hakkede 2 gulerødder 1 kanelstang salt
Kog risene næsten møre.
Skræl appelsinen med en kartoffelskræller og put appelsinskrællen i kogende vand i et par minutter. Hæld vandet fra og snit appelsinskrællerne i meget tynde strimler. Knus safranen i en lille skål sammen med sukker og appelsinblomstvand. Skræl gulerødderne og skær dem i tynde stænger/strimler.
Hæld lidt olie på en stor pande og tilsæt begge typer nødder. Rist dem et minuts tid, inden du tilsætter rosiner. Lad dem stege et minuts tid, inden du vipper nødder og rosiner over på en tallerken. Hæld nu safranblandingen på panden sammen med gulerødderne og appelsinskrællerne. Lad det simre et par minutter, inden du tilsætter kanelstangen og lidt ekstra vand. Lad det simre i 10 minutter og tilsæt så risene. Rør godt rundt i blandingen og lad det simre i yderligere nogle minutter (tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis der er brug for det) og smag så til med salt.
Servér dine juvelris med nøddeblandingen drysset over. Retten kan spises, som den er eller som tilbehør til en kødret.
Jeg kan i øvrigt anbefale at pynte dine juvelris med granatæblekerner inden servering.
Note: De iranske juvelris er en ret spændende ret. Jeg er normalt ikke så meget til blomstervand i retter (om det så er på roser eller appelsinblomster), men her fungerer det rigtig godt sammen med krydderierne og de tørrede nødder og bær.
I juni var jeg på Restaurant Mission sammen med Onkel Rejsende Mac, og her havde vi selvfølgelig håbet på en siddeplads udenfor, da udsigten over vandet er så fin. Men lige den dag blæste det en del, så vi var egentlig ikke så skuffede, da vi fik et bord indenfor i den næsten fyldte restaurant. Det havde dog den bagside, at vi havde lidt svært ved at høre hinanden – og tjeneren – da akustikken desværre var ret dårlig.
Vi havde bestilt den ti retters menu, som Restaurant Mission har, hvor man får en masse små deleretter. Derudover fik jeg en negroni, som var ok uden helt at imponere.
Grillede auberginer med grønne urter Friterede blomkål med ostecreme og løvstikke Ceviche med purløg og knas Fladbrød Crème, radiser, chilipesto To forskellige slags pizza pasta med ærter, svampe og asparges dessert lavet på mælk, hasselnøddecrumble og bourbon caramel.
Retterne var udmærkede. Der var ingen, der for alvor skilte sig positivt ud, men der var heller ingen, som var en dårlig oplevelse.
Som du måske bemærker, var der kun ni småretter og ikke ti.
Vi spurgte efter den sidste ret (inden desserten), da vi opdagede, at vi manglede
en, og at tjeneren tidligere havde nævnt en ret, som vi endnu ikke havde fået.
Da vi sagde det til hende, affejede hun det med, at det ikke var sikkert, at
køkkenet lavede denne ret lige denne dag, og at vi skam havde fået de retter,
vi skulle have. Derefter gik der max et kvarter, og så havde en anden tjener
været forbi med lige præcis denne ret til det bord, der sad tættest på os…
Jeg var noget skuffet over oplevelsen hos Restaurant Mission. Maden var på det jævne, og selvom den ikke er specielt dyr (du får ti små retter for 195 kr), så er restaurantniveauet i København generelt så højt, at jeg forventede mad med mere smag og substans. Det ville sandsynligvis fungere bedre, hvis de serverede færre retter og sørgede for at skrue op for smagen.
Vi fik som tidligere nævnt ikke det korrekte antal retter
(heller ikke efter at have nævnt det over for tjeneren), og støjniveauet er så
højt i selve restauranten, at man helst skal komme der en dag, hvor der er få
gæster.
Jeg ender derfor lige akkurat på tre stjerner til Restaurant Mission.
Jeg elsker at bruge godt med friske krydderurter her om sommeren, så da jeg så opskriften på en iransk lammestuvning med dild og bønner, besluttede jeg selvfølgelig, at den skulle jeg prøve. Opskriften fandt jeg i kogebogen ’Food in life’. Her blev der blandt andet brugt favabønner, men dem havde jeg ikke på lager, så jeg brugte grønne bønner i stedet og skruede lidt ned for mængden. Du kan dog sagtens tilsætte flere bønner, hvis du har lyst. Derudover udelod jeg rosenvand.
Lammestuvning med dild og bønner 3-4 personer
500 g lammekød, skåret i tern Olie til stegning 2 løg, hakket 10 fed hvidløg, finthakkede 2 tsk gurkemeje 7½ dl vand 500 g grønne bønner 2 bundter dild, hakkede ½ dl risvinseddike ½ tsk safran Salt og peber 3-4 æg
Hæld olie på en pande og svits løg og hvidløg et minuts tid ved mediumvarme, inden du tilsætter gurkemeje og kød. Brun kødet på alle sider og tilsæt så vandet. Læg låg på panden og lad det simre en times tid. Rør safranen ud i eddiken. Hak de grønne bønner groft og rør dem i stuvningen sammen med dild og safranblandingen. Lad det simre i 3-4 minutter og smag så til med salt og peber. Slå æggene ud i retten og lad dem koge i et par minutter, inden du rører dem lidt ud i retten, så æggene trækker ’tråde’.
Servér din lammestuvning sammen med kogte ris og evt. en iransk yoghurtcreme. Eller gør som jeg og brug kogte kikærter – bare fordi.
Note: Denne iranske lammestuvning blev ikke helt så fotogen som håbet, men til gengæld smagte den skønt. Det slog mig også, at det er alt for sjældent, at jeg laver mad med dild.
Jeg kommer normalt ikke særlig tit i Malmø, men tilbage i maj inviterede vi mine svigerforældre en tur til det svenske, og her endte vi med at spise frokost på Bloom in the Park. Jeg har hørt meget godt om restauranten gennem de seneste år, og da en kollega anbefalede den i forbindelse med turen, valgte jeg at kontakte Bloom in the Park et par måneder før for at høre, om vi kunne bestille bord. Jeg blev nemlig lidt forvirret, da jeg tjekkede deres hjemmeside, da det var uklart, om de havde åbent til frokost den pågældende dag. Men det havde de, så vi kiggede forbi.
Starten på besøget var dog mildest talt ikke så heldigt. Først faldt gemalen ned af en meget glat trappe til restauranten og slog ryggen, og da han fortalte tjeneren om episoden, sagde denne tørt, at den plejede de heller ikke selv at bruge. Dernæst var der en ret ærgerlig lugt, lige når man trådte ind. Først spekulerede jeg på, om den urin-agtige lugt kom fra toiletterne, men der var nogle ret store blomstrende liljer i indgangen, som vi endte med at mistænke for lugtgenerne.
Bloom in the Park har et smukt og meget moderne lokale. Nogle af de bløde stole er ret brede, og tjeneren forklarede, at det skyldtes, at så kunne man have sin taske ved siden af sig. Ganske smart – og sjovt – fundet på.
Restauranten har ikke noget menukort, og faktisk holder de menuen helt hemmelig for gæsterne, hvilket jeg selvfølgelig havde glemt alt om, da bordet var booket flere måneder i forvejen. Så da tjeneren spurgte, hvad vi gerne ville have at drikke, og vi derefter svarede, at det kom selvfølgelig an på, hvad vi skulle have at spise, så var der ikke megen hjælp at hente, for det kunne (aka ville) han ikke svare på. Vi fik heller ikke at vide, hvad den kostede, men vi endte med at vælge et glas hvidvin, og her er en klar forskel på Sverige og Danmark. I Sverige er det ikke særlig almindeligt at drikke alkohol til frokost, og hvis du endelig vælger det, så får du naturligvis kun ét glas.
Og så kom maden på bordet. Først var der to appetizers. En meget luftig creme på asparges og røget smør med små stykker af jomfruhummer. Så fin og delikat.
Og dernæst små sprøde tærteskaller grønne asparges, stenbiderrogn og karse.
Efter de små delikate appetizers var det tid til forretten – en enkel aspargessuppe med hvide asparges, ayran (tyrkisk yoghurtdrik), mandelknas og vilde urter. En glimrende suppe uden de store dikkedarer.
Tjeneren kom dernæst med et fad med brød, og nu kunne han alligevel ikke nære sig og forklarede, at brødet var lavet på surdej, og der var små skåle med baba ganoush ved siden af. Et lidt pudsigt genreskift i forhold til den enkle aspargessuppe men ikke desto mindre velsmagende.
Vi prøvede at lade være med at spise for meget af brødet, for der skulle selvfølgelig også være plads til de næste retter. Hovedretten var dog ikke voldsom stor – til gengæld smagte den fantastisk. Supermørt, mild og perfekt stegt kød med spinat viklet om en krydret pølse (vist nok med jalapenos), radicchio-salat og løg.
Vi var lidt usikre på, hvad det var for noget kød. Det
mindede om kalvekød, men smagen var for mild. Da vi havde spist op, spurgte tjeneren
os, om vi kunne gætte hvilket dyr, kødet kom fra. Min svigermor gættede på
gedekød, og det var rigtigt. Tjeneren fortalte om, hvordan de havde fået gedekødet,
og i det hele taget var han pludselig meget snakkesalig, hvilket var utrolig
hyggeligt.
Nu troede vi, at det var tid til desserten, men der tog vi fejl, for først skulle denne lille hapser serveres – i røg og damp. Festligt så det i hvert fald ud. Den lille bid var en lychee-kaffir limesorbet sat på pind og overtrukket med en glasur lavet på sake og risvinseddike. En frisk og lidt sød is, der fungerede glimrende som mundrenser.
Og så var det til desserten – en meget fin anrettet sag med mange smagsnuancer. Det var ret svært at gætte, hvad den præcis indeholdt (udover at den helt klart indeholdt mandaringelé), så da tjeneren bagefter spurgte, om vi kunne gætte indholdet, måtte vi melde pas. Og den indeholdt da også et eldorado af meget forskellige elementer – lige fra søde kartofler og brændt miso til røget hvid chokolade og mandaringelé.
En spændende servering at gå på opdagelse i!
Vi blev spurgt, om vi ville have kaffe, og det var der flere i selskabet, der takkede ja til – heldigvis, for det betød, at der også kom et fad med petit fours på bordet. De forskellige smage var praliné, solbær + pandan (skruepalme!), peanutbuttergelé samt sakar para (indisk snack).
Som afslutning kom tjeneren med et lille visitkort til os
hver, hvor der var en QR-kode på. Som jeg havde gættet i løbet af måltidet, så ville
vi få udleveret menuen, og ganske rigtigt – ved at scanne koden fik vi en
hjemmeside frem, hvor menuen var præsenteret.
Levede maden op til forventningerne hos Bloom in the Park?
Absolut. Aspargessuppen var lidt anonym, og valget af brød var lidt pudsigt,
men resten var spændende, nuanceret og smagte skønt.
Selve starten af besøget var som sagt lidt op ad bakke, men
heldigvis tøede tjeneren op undervejs, så der var god stemning til sidst. Vi
gik fra Bloom in the Park med smil på læberne og en god oplevelse at tale om.
Det iranske/persiske benspænd er en skøn anledning til at lege med krydderier, og denne kylling i abrikossauce er da også i den lidt varme ende. Rettens styrke afhænger selvfølgelig af styrken af den chili, du bruger, men du kan sagtens få denne ret til at bide lidt.
Jeg fandt en opskrift på kylling i blomme- og abrikossauce hos The Globe and Mail. Jeg udelod blommerne og brugte i stedet lidt flere abrikoser, og så skruede jeg op for de fleste af krydderierne.
Persisk kylling i abrikossauce 2-3 personer
Ca. 300 g kylling, skåret i mindre stykker 1 løg, hakket 2 fed hvidløg, pressede olie til stegning ½ tsk gurkemeje 1 tsk spidskommen ½ tsk chili eller cayennepeber Salt og peber 1 dåse flåede tomater 2 dl vand ½ spsk safran 1 kanelstang 1 tsk frisk knust ingefær 150 g tørrede abrikoser Saft fra 1 lime Salt, peber og evt. lidt sukker
Hæld olie i en gryde og svits løg og hvidløg lav varme i nogle minutter, Skru lidt op for varmen og tilsæt kylling og gurkemeje og steg det, indtil kyllingen er brunet på alle sider. Hak tomaterne og tilsæt dem sammen med spidskommen og chili. Rør godt rundt. Knus safranen og rør den ud i en anden skål sammen med vandet. Tilsæt vandet til kyllingeretten sammen med kanel ingefær, abrikoser og limesaft og rør derefter rundt. Skru lidt ned for varmen, læg låg på gryden og lad det simre i 30-40 minutter. Smag til med salt og peber – og evt. lidt sukker.
Kylling i abrikossauce serveres med ris eller brød samt salat.
Note: Dette er en dejlig krydret ret – ikke mindst på grund af den krydrede abrikossauce, som har lidt sødme, der klæder chilien rigtig godt.
Print opskrift
