Jordbær-iste

Jordbær-iste

Jeg lavede jordbær-iste den anden dag, for det er bare om at udnytte jordbærsæsonen til at teste nye opskrifter.

Jeg er ikke fan af iste, men jeg kunne huske, at jeg på et tidspunkt havde set en opskrift på jordbær-iste på den gamle madblog, MissMuffin. Den blev fundet frem, og jeg justerede lidt, så jeg brugte lidt færre jordbær, en anden type te samt nogle få dråber frisk limesaft, der klæder jordbær så godt.

Derudover ‘genbrugte’ jeg jordbærrene i stedet for at bruge nye, da jeg skænkede isteen til sidst.

Jordbær-iste

2 glas

150-200 g friske og meget modne jordbær
½ liter vand
2 tebreve – jeg brugte brombærte
½ dl rørsukker
nogle friske mynteblade
masser af isterninger
evt. lidt frisk limesaft

Bring en halv liter vand i kog og tag det så af varmen. Lad det køle lidt af, inden du putter et par tebreve i, som trækker i 4-5 minutter. Tag tebrevene op og rør sukkeret ud i vandet.

Rens jordbærrene og halvér dem. Put dem i en plastbeholder sammen med nogle friske mynteblade, du river over 1-2 gange. Hæld det varme vand over og sæt det i køleskabet i mindst fem timer.

Tag isteen ud af køleskabet og smag på det. Du kan tilsætte mere sukker, hvis du har lyst, men det syntes jeg ikke, at den behøvede. Til gengæld kan du smage til med lidt limesaft.

Fyld godt med isterninger i et mellemstort glas. Hæld jordbær-iste og jordbær i glasset og slut af med at stikke en myntekvist i. Drik din jordbær-iste iskold.

Note: Jeg kan godt lide den friske og frugtige smag med denne iste – samt at den ikke er så syntetisk og hvinende sød som dem, man kan købe i supermarkedet. Og så er det rigtig hyggeligt at slutte af med at spise jordbærrene. Bestemt et godt forslag til en alkoholfri sommerdrink.



2 thoughts on “Jordbær-iste”

  • Denne opskrift fik mig til at tænke på, har du haft et sydstats benspænd? Reese Witherspoon har skrevet en god bog om maden og madtraditionerne, hun voksede op med

    • Jeg havde texansk benspænd i august 2014 (helt klart en af mine favorit-benspænd) samt cajun-benspænd i august 2017 – men jeg vil bestemt ikke afvise at have en form for sydstats-benspænd igen, for der er nogle ret spændende, sjove og mærkelige retter i det område 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *