Lakridsklovn og Frozen Strawberry Daiquiri

Lakridsklovn og Frozen Strawberry Daiquiri

Månedens benspænd er helt klart sjovere, når solen skinner, så dette har været en fantastisk uge! Jeg har derfor både lavet en ægte sommerdrink, Frozen Strawberry Daiquiri, samt en sjov og anderledes lakridsdrink, Lakridsklovn.

Da vi var i Provence, købte jeg selvfølgelig en flaske Pastis – en fransk spiritus med toner af anis – og den brugte jeg i denne enkle drink tidligere på ugen. Pastis er en klar væske, når du hælder den i et glas, men så snart du tilføjer sodavand eller juice, får drinken et mælket og ugennemsigtigt udseende – ligesom når du bruger Pernod eller Ouzo.

Jeg syntes, at cocktailbærret lignede en klovnenæse – derfor drinkens navn.

Lakridsklovn

1 drink

2 cl gin
1-2 cl Pastis – Pernod kan også bruges
iskold Sprite
isterninger
cocktailbær

Hæld gin og Pastis i et cocktailglas og fyld derefter op med Sprite. Rør forsigtigt rundt og lad et knaldrødt cocktailbær dumpe ned på bunden af glasset. Læg knuste isterninger i toppen af glasset og servér med det samme.

Note: Jeg var bange for at bruge for megen Pastis, så jeg brugte kun 1 cl, hvilket gav en lækker antydning af lakrids, men prøv evt. at bruge 2 cl, hvis du er glad for lakrids.

jordbærdrink, frozen strawberry daiquiri, jordbær, jordbærsirup, rabarbersirup, sirup, drink, hvid rom, lime

En af mine yndlings-sommerdrinks er Frozen Strawberry Daiquiri. Jeg har smagt flere forskellige udgaver, og det er i det hele taget ret forskelligt, hvordan folk mener, at Frozen Strawberry Daiquiri skal laves. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift, jeg så hos Drinksmeister, men brugte friske jordbær + isterninger i stedet for jordbærpuré, rabarbersirup i stedet for jordbærsirup – og lidt mere af siruppen som erstatning for rørsukkerlage og lidt mindre limejuice.

Frozen Strawberry Daiquiri

1 drink

4 cl hvid rom
2 cl friskpresset limesaft
4 cl jordbærsirup eller rabarbersirup
7-8 friske danske jordbær – gem et til pynt
isterninger

Blend jordbær, rom, limesaft og sirup sammen med en håndfuld isterninger og hæld det derefter i et glas – helt til kanten. Lav et snit i et jordbær og sæt det på kanten af drinken og slut af med et sugerør. Nu den i solskinnet i haven eller på terrassen.

Note: Som sagt er Frozen Strawberry Daiquiri en af mine yndlingsdrinks som også kan laves om vinteren. Her bruger jeg blot de danske jordbær, som jeg har frosset ned om sommeren og som er dejlige at kunne hive frem, når kulden og mørket trænger til noget modspil.



12 thoughts on “Lakridsklovn og Frozen Strawberry Daiquiri”

  • Oh God begge ser sygt lækre ud!
    Har stadig frozen diaquiri til gode – hver gang jeg har været i byen har deres ismaskine enten været i stykker, de har ikke haft ingredienserne osv osv.

    Håber en dag jeg får lov at prøve en.
    Klovnen til gengæld burde jeg lade mine forældre kaste sig over når jeg skal på besøg… de har altid en pernod i skabet 😛

    • Taktak 😀
      Jeg tror, du vil kunne lide en jordbærdrink, så jeg håber, du snart får mulighed for at prøve en 🙂

  • I klovne drink skriver du gin i ingredienslisten men du skriver hvid rom i opskriften 🙂 lyder ellers rigtigt godt og skal bestemt afprøves i næste uge når vi har ferie

    • Hov, beklager forvirringen! Jeg sad og skrev noter til en anden drink samtidig med. Det er rettet nu 🙂

  • Det er et utroligt smukt syn af den mælkede og ugennemsigtige Lakridsklovn! Nu er der en god grund til at investere i en flaske Pastis eller Pernod 🙂

    • Jeg synes, at både Pastis og Pernod giver sådan et frækt lille strejf af lakrids i drinks eller mad. Tror der skal eksperimenteres mere med det en anden god gang 🙂

    • Hm, har du ikke mulighed for at lave noget tilsvarende – men uden alkohol? Det er et eksperiment værd 🙂

  • Orv manner manner manner! Jeg ELSKER strawberry daiquiri! Det er noget nær min yndlingscocktail ever. Og så kommer du rabarber i, suk. Mit hjerte bankede lige et ekstra slag der.

    • Ja, jeg var udgået for jordbærsirup, og rabarber er jo skønt sammen med jordbær, så det var oplagt 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *