Restaurant Encanto er en et-stjernet Michelin-restaurant med vegetarretter, som vi besøgte under vores ferie i Lissabon. Det var gemalen, der foreslog den, for vi har haft flere virkelig gode oplevelser på gourment-vegetarrrestauranter.

Encanto har én menu (med ret mange retter, hvilket du får at se om lidt) til 155 euro. Man kan få en vinmenu til med otte glas for 95 euro eller en alkoholfri menu til 90 euro. Jeg syntes, at det var ret dyrt for en alkoholfri drikkemenu (især da den ikke var meget billigere end vin), men da jeg hørte, at de lavede samtlige safter selv, så måtte jeg vælge den.

Ligesom på Boubou’s lagde jeg dog ud med en drink med alkohol, og så aftalte gemalen og jeg, at vi smagte hinandens glas undervejs, så vi kunne sammenligne de to drikkemenuer.

Vi fik først en række appetizers til deling. Her en skål med forgyldte æg lavet på hummus (!) serveret sammen med tangchips. En virkelig smuk og anderledes servering med de små hummusæg, der smeltede på tungen. Sjovt fundet på.

Næste appetizer bestod af tørret artiskok fyldt med artiskokhjertecreme og ristede solsikkekerner. Sprød og smagfuld hapser.

Og så kom der også en skinnende blomst med artiskokhonning og solsikkekernepraline. Igen en lidt usædvanlig og spændende appetizer.

Derefter kunne vi gå i gang med de små forretter. Den første var holdt i lyse og grønne farver med tynde strimler blancheret roe samt en pinjekernetofu og lidt friteret tang. Meget fin og mild men dog alligevel med en vis dybde i smagen.

Herefter gik vi til den ret, der endte med at blive min favorit i løbet af aftenen – en tynd, sprød kiks på boghvedemel toppet med æggeblomme og tynde skiver grønne asparges. En meget fin og spændende måde at servere grønne asparges på. Det er måske ikke lige en, man selv får lavet, så det er skønt at prøve det, når man spiser ude.

Vi holdt os til asparges, men fik denne gang den hvide slags – kombineret med tang, miso og ponzu. Meget interessant med det japanske twist – det kunne bestemt noget.

Den næste servering bestod af to dele – et stykke flamberet brød, som man kunne nyde sammen med en grøn salat med vilde hvidløg, løg samt, favabønner. En frisk og simpel servering, som bare fungerede.

Nu nåede vi til den ene af de to hovedretter – nemlig en lys, grillet rødbede med rødbedeblade og en grøn creme, som jeg desværre ikke fik fat i indholdet af. Det var sjovt at få rødbede på denne måde, for man kunne virkelig ikke se på retten, at det var en vegetarret – men der var selvfølgelig en mild smag af rødbede, når man nippede til den.

Den anden hovedret var en kombination af vilde svampe, ris, persille og pærestykker! Den signalerede mest af alt efterår, hvilket var en smule underligt, når det var forår og over 20 grader den dag, men den smagte aldeles fremragende. Det var dog også på dette tidspunkt, at vi var ved at være temmelig mætte …!

… og det var lidt af en udfordring, for vi var slet ikke færdige endnu! Der kom tilmed en lille mellemret, inden vi skulle til desserterne (ja, flertal). Den bestod af små porrer serveret med en butterdejstærte, beurre blanc, verjus og sommertrøffel. Man går jo sjældent galt med butterdej, og dette var bestemt også en skøn – og mættende – servering.

Der skulle da også lige være en lille osteservering (!), som heldigvis var en lille sag lavet på pære og den portugisiske ost Serra de Estrela. Dejlig ostehapser 😉

Tjeneren spurgte nu, om vi havde brug for en lille pause inden desserterne, og vi nikkede ivrigt ja.

Efter en pæn men ikke alt for lang ventetid kom den første dessert på bordet. Det er lidt svært at se på billedet, men her var grønne og røde jordbær dækket af en meget tynd plade, som jeg tror var lavet på koji-ris og derefter drysset med kakao og friske hyldeblomster. Jeg fik desværre ikke taget af billedet af bærrene nedenunder, men en frisk og let sødmefuld dessert.

Aftenens sidste ret var en ret sjov og fantasifuld servering med chokoladeis, spongekage, citrongelé, pinjekerner og shiso. Den var ikke voldsomt sød men havde en let syrlighed fra blandt andet citronen og en god dybde fra den mørke chokolade. Lige en dessert for mig.

Selvom vi ikke havde plads til te eller kaffe, skulle vi da ikke snyde for Encantos petit fours. Forklaringen kom lidt hurtigt, så jeg fik desværre ikke noteret, hvad de bestod af.

Vi havde en meget sød og snakkesalig sommelier, som havde lavet vinmenuen kun på portugisiske vine (ligesom vi oplevede på Sala de João Sá). Han var meget grundig og venlig. Gemalen var dog ikke helt så overbevist i forhold til match af vin og mad som dagen før. Jeg var nok lidt heldigere med min saftmenu, som var meget spændende, varieret og ikke mindst matchede maden rigtig godt. Det gav i øvrigt lidt ekstra til oplevelsen, at vi havde valgt forskellige drikkevarer, for vin og saft mindede ikke nødvendigvis om hinanden til de enkelte retter – ved nogle retter havde man valgt at matche vinen op med én bestemt ingrediens i retten, mens saften kunne være matchet op mod en anden ingrediens i retten. Det gjorde det ekstra sjovt at sidde og vurdere hvilken smagsoplevelse, man så bedst kunne lide.

Maden var fantastisk, og eneste kritikpunkt var blot, at menuen var lige lovlig stor. Det kan også hænge sammen med, at vores appetit nok var lidt mindre lige denne aften (måske på grund af det lune vejr), for det var jo ikke ligefrem fordi, at portionerne var store.

Jeg ender på fem stjerner med pil op til Encanto.