Måned: november 2021

Reuben Rolls

Reuben Rolls

Du kender måske Reuben Sandwich – en amerikansk sandwich fyldt med (uhørte mængder af) sprængt oksekød, ost og sauerkraut. Men vidste du, at den også kan laves som en sprød rulle? Jeg faldt over en opskrift på det tidligere i år og har siden tænkt 

Deep Pan Pizza

Deep Pan Pizza

Da jeg besluttede mig for månedens benspænd – amerikansk fastfood – havde jeg oprindeligt planer om at lave mad fra Chicago, for så kunne jeg blandt andet lave deep pan pizza. Jeg indså dog hurtigt, at det benspænd var lige lovlig smalt til, at jeg 

Clam chowder

Clam chowder

Da jeg skrev, at jeg ville lave amerikansk fastfood i denne måned, foreslog VenterpaaVin, at jeg skulle lave clam chowder. Og efter at have tygget (!) lidt på det, tænkte jeg, at det var da en ret god idé. Amerikansk fastfood er andet og mere end brødbaserede retter (selvom der nu er mange af dem), og sådan en god, fyldig suppe er jo fortrinlig her i de kolde måneder.

Clam chowder laves ofte på hjertemuslinger, kartofler, saltet bacon, løg og fløde. Du kan dog sagtens variere den, og jeg har set versioner med andre typer muslinger i, ligesom du også kan tilføje flere grøntsager. Du kan godt lave clam chowder på muslinger fra dåse, og det er da også sådan, at mange amerikanere gør det. Jeg foretrækker dog at bruge de friske råvarer.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at lave den på hjertemuslinger, men da jeg var hos fiskehandleren, købte jeg for en sikkerheds skyld også et net med blåmuslinger. Det viste sig at være en virkelig god idé, for desværre var næsten 75% af hjertemuslingerne døde, da jeg skulle bruge dem, så min udgave blev primært lavet på blåmuslinger. De er så til gengæld også lettere at få fat på i Danmark – og er noget billigere.

Jeg skelede til nogle forskellige amerikanske opskrifter samt en opskrift fra Foodfanatic, og resultatet blev nedenstående.

Clam chowder

3-4 personer

1 kg friske blåmuslinger
4-5 mellemstore kartofler, skrællede og skåret i tern
4 dl hvidvin
2 spsk smør
1 løg, finthakket
100 g saltet, røget bacon – skåret i små tern
1 tsk timian
1 spsk hvedemel
1 dl fløde
Peber

Derudover:
Friskhakket bredbladet persille
Hvedebrød

Skrub blåmuslingerne grundigt i koldt vand. Bank dem let mod bordkanten – smid dem ud, der ikke har lukket sig eller har beskadiget skal. Hæld vinen i en stor gryde og varm den op. Når den kommer i kog, hælder du de rensede muslinger i gryden og lægger låg på. Lad dem dampe i tre minutter, inden du tager gryden af varmen. Hæld indholdet gennem en si og gem væden. Lad muslingerne køle af i et par minutter, inden du piller muslingekødet ud af hver musling, der har åbnet sig. De uåbnede smider du ud.

Smelt smørret i gryden og steg baconstykkerne i det. Tag baconen op og tilsæt i stedet løget og timianen til smørret. Lad det simre i et par minutter, indtil løget er blødt. Tilsæt hvidvinsvæden og rør rundt. Hæld kartofler og halvdelen af baconen i. Lad det simre i 10-15 minutter, indtil kartoflerne er møre. Tilsæt fløde og muslingerne og varm det op i et par minutter. Smag til med peber.

Bland den resterende bacon med friskhakket persille og drys det over din clam chowder, når du serverer den. Nyd suppen sammen med et par skiver ristet hvedebrød.

Note: Clam chowder er uden tvivl en feel good ret med den fuldfede fløde og bacon. Det er også en mild ret, men du kan selvfølgelig tilføje lidt ekstra krydderier, hvis du ønsker en kraftigere smag. Jeg synes dog ikke, at den behøver det.

Vi nød i øvrigt et glas Chardonnay fra Starmont Winery – en fyldig og lækker vin med en god syre til at holde fløden i skak.

Mac ‘n’ cheese burger

Mac ‘n’ cheese burger

Mac ‘n’ cheese burger er en af de mere specielle amerikanske retter. I bund og grund er det ‘bare’ en burger med mac ‘n’ cheese i. Og hvis det ikke var på grund af mit amerikanske fastfood-benspænd, så havde jeg nok ikke kastet mig ud 

Philly Cheesesteak Sandwich

Philly Cheesesteak Sandwich

Philly Cheesesteak Sandwich er en sandwich, der består af et langt, tykt brød (kaldet hoagie), der minder om vores hotdogbrød. Brødet flækkes og fyldes med tynde skiver af ribeye steak og smeltet ost. Det er ofte en provolone ost, der bruges. Den kan dog være 

Restaurant Ti Trin Ned

Restaurant Ti Trin Ned

I sidste måned fejrede vi bryllupsdag på Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia. Nu har vi ikke gjort så meget ud af dagen de senere år, da dagen lå på ugedage, hvor mange restauranter ikke havde åbent. Men i år lå den på en torsdag, og vi besluttede os for at holde miniferie i Jylland. Oooog så kunne man jo vælge at overnatte i Fredericia den første aften, så man kunne spise på Restaurant Ti Trin Ned. Den restaurant har nemlig stået på min ‘ønskeliste’ i flere år, og jeg fik da også flere “ej, det sted vil jeg virkelig gerne prøve!” fra flere venner.

Restaurant Ti Trin Ned ligger ned til vandet, og vi nåede lige at se området, inden mørket faldt på. Indenfor var indretningen inspireret af tilknytningen til havet, og det skulle også vise sig i menuen.

Restauranten har en fast menu, og så kan man vælge forskellige vinmenuer eller en saftmenu, der alle er tilpasset maden. Vi valgte den billigste af vinmenuerne, og det gav en samlet pris på 2200 kr per person. Den lidt dyrere vinmenu kostede 500 kr ekstra, og den dyreste vinmenu ca. 1800 kr mere end den billigste.

Vi lagde ud med en række appetizers. Den første var en yndig lille sprød blomst lavet af kartoffel og serveret med æggeblommecreme og kaviar i midten. Meget smuk og fint afstemt i smagen.

Den næste lille servering var en rødbedeterrin med solbær og hybenrosesauce. Også en delikat ret.

Og den sidste lille appetizer var en simpel jordskokkebouillon med skovurter. Den kunne godt have været en tand varmere men struttede til gengæld af smag.

Der kom tre forskellige slags kuvertbrød på bordet (surdejsbrød, grydebrød og maltbrød med valnødder) og naturligvis smør.

Nu var det tid til selve menuen. Første ret var meget smuk og indbydende med saltede rejer, der var toppet med skiver af glaskål og squash og med stikkelsbærsauce og dråber af citronverbenaolie. Den lignede nærmest et kunstværk og smagte forholdsvist mildt men vidunderligt.

Derefter blev det en lille smule uartigt. Vi fik serveret et stykke havtaskehale med majs og Karl Johan-essens sammen med en sauce lavet på stegte majs. Majsene gav retten en skøn sødme og en fedme, der klædte fisken godt.

Næste ret indeholdt også en af mine yndlingsgrøntsager – nemlig løg, der her var grillede mod oksefedt og overhældt med hyldeblomsteddike serveret med to slags kaviar. Meget lækker servering med masser af smag.

Den næste ret var lidt svær at se, da den stegte sorthummer gemte sig under et blad spidskål. Den blev serveret med en citruscreme lavet på blandt andet yozu og var en mere mild og frisk ret i forhold til de foregående.

Nu var vi nået til hovedretten. Det var ikke en speciel stor servering, men der var skruet godt op for smagen i det stykke grillet kronhjort, der blev serveret sammen med fermenteret blomme og sauce lavet på vildtsky, rabarber, blomme og timian. Helt perfekt tilberedt og meget saftigt.

restaurant Ti Trin Ned, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Fredericia

Vi blev spurgt, om vi ville have osteserveringen, som man skal bestille særskilt. Det gør vi ikke hos de restauranter, der bare serverer tre stykker ost med lidt tilbehør til, men hos Restaurant Ti Trin Ned er osteretten selvfølgelig mere og andet end det – så vi takkede ja. Og det var skam også en ganske interessant servering. Den bestod af hvidskimmelosten Trefold samt høvlet Karamelsten (også en ost), der var karamelliseret, og honningkiks, mæsk og forårshonning. Meget anderledes osteservering men bestemt værd at prøve.

Inden desserten var det tid til en lille ganerenser bestående af vaniljeskum toppet med skovesyregranité. Spændende kombination, der var frisk og mild på samme tid.

restaurant Ti Trin Ned, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Fredericia

Sidste ret var naturligvis desserten, og sikke en yndig sag! En fin og delikat ret, der bestod af flødeis lavet på karamellisereret surdejsbrød med en syrlig æblesauce, tagetesblade og blomster til. Frisk og behagelig.

Vinmenuen var udmærket, men vi blev ikke for alvor overraskede eller imponerede over de enkelte vine. Og det synes jeg, at man bør blive mindst et par gange, når man spiser på en af de dyrere restauranter som Restaurant Ti Trin Ned. Også selvom vi tog den ‘billige’ af dem. Til gengæld var sommerlien helt frisk på at diskutere vine og nuancer, og det var et stort plus. I det hele taget var betjeningen meget venlig, rolig og professionel, og vi kunne mærke, at vi var i gode hænder.

Var Restaurant Ti Trin Ned værd at vente på? Absolut. Vi havde en dejlig aften med spændende, stilfulde og ikke mindst delikate retter, hvor der blev leget med smag og råvarer.

Fem stjerner herfra.

Gözleme – tyrkisk madbrød

Gözleme – tyrkisk madbrød

Jeg holder lige en lille pause fra månedens benspænd og blogger i dag om gözleme – et lækkert tyrkisk madbrød. Det kan laves med alskens slags fyld, og var det sommer, havde jeg klart lavet en version med aubergine. Denne gang holdt jeg mig dog 

Restaurant Remouladen

Restaurant Remouladen

I sidste måned holdt vi atter en miniferie i Jylland (ja, det er nærmest blevet en vane), og en af dagene var vi i Vejle, hvor vi spiste frokost på Restaurant Remouladen. Da jeg første gang stødte på restaurantens navn, må jeg indrømme, at jeg 

Fasansylte

Fasansylte

Jeg er normalt ikke særlig stor fan af sylte, men den anden dag kastede jeg mig alligevel ud i at lave fasansylte. For nogle år siden lavede jeg nemlig sylte til jul, og jeg fandt ud af, at når jeg bare selv laver den, så kan jeg putte en masse gode sager i, så den også er noget mere kødfuld og krydret end købeudgaven.

Jeg så en opskrift på fasansylte hos Jægernes Magasin, som jeg legede lidt videre med. I den oprindelige opskrift bruges der en hel fasan, men det havde jeg desværre ikke nået at skaffe. Til gengæld havde jeg fået fingre i nogle fasanbryster, så dem bruge jeg i stedet.

Min fasansylte blev serveret som pålæg, men du kan også vælge at bruge sylten som en del af en forret – gerne sammen med lidt fintsnittet grønt og lidt portvinssauce eller smeltet ribsgelé og måske et lille drys hakkede nødder.

Fasansylte

ca. 8 personer

4 fasanbryster
3-4 dl hønse- eller vildtbouillon
4 enebær, knuste
½ tsk tørret salvie
1 spsk hvidvinseddike
salt
4 blade husblas

Til servering:
finthakket persille
stærk sennep

Skær fasanbrysterne i strimler og put dem i en lille kasserolle sammen med bouillon, enebær og salvie. Lad det simre under en halv times tid. Sluk for varmen og lad det trække en halv time. Imens lægger du husblassen i blød i koldt vand i ti minutter. Tag kødet op af kasserollen og træk det fra hinanden. Fordel det i to meget små form eller i en lidt større. Hæld vandet fra husblassen og smid de bløde blade over i kogevandet fra fasanen sammen med eddiken. Rør bladene ud i væden, inden du hælder den over fasankødet.

Stil din fasansylte i køleskabet i minimum 4-5 timer. Drys lidt persille over, når du serverer den og sørg gerne for, at der er sennep og eventuelt syltede agurker på bordet.

Note: Det er en ret mild servering, selvom jeg gav den nogle ekstra krydderier. Af samme grund vil jeg også anbefale at servere den sammen med stærk sennep, så den milde fasansylte får noget modspil. Men en meget fin og delikat form for pålæg, du sagtens kan bruge til en julefrokost eller anden god anledning.

Southern Fried Chicken

Southern Fried Chicken

Har du prøvet en Southern Fried Chicken med blue cheese dip til? Altså en sprød, saftig friturestegt kylling med en blåskimmeloste-dressing til? Well, det kan anbefales! Jeg kom i tanke om retten, da jeg faldt over et gammelt blogindlæg hos Foodfanatic og måtte selvfølgelig lave