Mac ‘n’ cheese burger

Mac ‘n’ cheese burger

Mac ‘n’ cheese burger er en af de mere specielle amerikanske retter. I bund og grund er det ‘bare’ en burger med mac ‘n’ cheese i. Og hvis det ikke var på grund af mit amerikanske fastfood-benspænd, så havde jeg nok ikke kastet mig ud at lave den. Det er nemlig en ret med masser af kulhydrater og fedt i, så den skal helst laves en dag, hvor du har brændt godt med energi af.

Burgeren findes i en del udgaver, men den laves ofte med base i en almindelig burger, hvor en del af fyldet så består af mac ‘n’ cheese. Da vi er i november nu, så valgte jeg at bruge lidt spidskål og syltede peberfrugter som fyld sammen med en oksekødsbøf, der var smurt med lidt sennep.

Jeg lavede en portion mac ‘n’ cheese (her med macaroni-pasta). Jeg var dog lidt gavmild med pastaen, da jeg hældte i ostesaucen, så den kom ikke til at se nær så snasket ud, som den smagte. Og så gemte jeg toppen af burgerbollen til dagen efter, for jeg tænkte, at pastaen nok skulle mætte rigeligt.

Fungerer konceptet? Mnja… jeg plejer at sige, at alt med smeltet ost er godt (for jeg ELSKER ost), og dette smagte også udmærket. Men en anden gang vil jeg nok bare holde mig til den smeltede ost, for pastaen gør ikke noget særligt for retten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *