Så er det tid til en ærtesuppe samt en ret, jeg har glædet mig til at lave i laaang tid. Og inden nogen tror, at det er noget vildt og superavanceret, så må jeg desværre lægge en dæmper på det – det var nemlig noget så almindeligt som stegt flæsk med persillesovs! Det har jeg aldrig prøvet at lave, og det er helt sikkert en fejl, for det smager jo ret godt! Jeg overvejede at lave en salat til, men endte i stedet med at lave en udgave af en ærtesuppe, jeg havde set hos Signe – så var der da lidt flere grøntsager til aftensmaden. Opskriften på persillesovs har jeg fra Alletiders Kogebog.
Ærtesuppe
4 personer
400 g frosne ærter
2 løg
2 fed hvidløg
2 spsk hvidvinseddike
2 dl hvidvin
3/4 l hønsebouillon
salt
Hak begge typer løg og kom det i en gryde med lidt olie. Steg dem, til de er gennemsigtige. Tilsæt vineddike og kog det helt væk. Hæld ærter og hvidvin i gryden og kog i fem minutter. Tilsæt bouillon og kog videre i 10 minutter. Blend suppen og smag til med salt. Servér ærtesuppe med limecreme og ristede baconstykker (jeg brugte en pakke flad bacon på 125 g).
Limecreme
2 dl creme fraiche
1 limefrugt
1 tsk paprika
1 spsk rørsukker
salt
Riv skallen af limefrugten og pres saften af den. Bland creme fraiche med limeskal + saft, paprika og sukker. Smag til med lidt salt.
Kom lidt af cremen på suppen, når den skal serveres, og strø ristet bacon over.
Note: God og lækker måde at få ærter på! Oprindeligt skal man bruge 500 g ærter, men jeg havde kun 400 g, og det fungerede også fint. Gemalen, som ikke er suppemenneske, kunne også lide den.
Persillesovs
4-6 personer
3 spsk hvedemel
5 dl letmælk
1-2 spsk smør
salt
1 bundt persille
Pisk mel og 1 dl af mælken til jævning i en tykbundet gryde. Tilsæt resten af mælken under piskning og bring sovsen i kog. Lad den småkoge i ca. fem minutter og rør i den imens. Tilsæt fedstoffet og smag til med salt. Tilsæt skyllet, hakket persille lige inden servering.
Steg i øvrigt flæskestykkerne i ovnen på en rist – det bliver langt bedre end pandestegning, men det tager noget længere tid.
Og sidst men ikke mindst skulle vi have et par retter med til julefrokosten i lørdags. Jeg valgte at bage et sesambrød, som egnede sig godt til den røgede laks, og så tog vi en frisk rødkålssalat. Billeddokumentation glemte jeg alt om i lørdags (i en grad, så det nærmest var pinligt), men salaten bestod af fintstrimlet rødkål, appelsinstykker, tranebærgelé, hakkede valnødder og granatæblekerner. Meget lækker-
Sesambrød
1 stort brød
1 pakke gær
6 dl lunkent vand
lidt salt
200 g durummel
hvedemel for resten
1 æg
3 spsk sesamfrø
Gæren opløses i vandet, og lidt salt røres i. Durummel blandes i, og hvedemel tilsættes, indtil dejen hænger sammen og er til at arbejde med. Dejen æltes og stilles til hævning et lunt sted, indtil det er dobbelt størrelse – det tager mellem en halv og en time. Dejen æltes og formes som ét stort brød. Sæt det på en bageplade dækket med bagepapir og lad det hæve til dobbelt størrelse. Pensl det med æggestrygelse og drys sesamfrø på.
Bag det ved 200 grader i 20-25 minutter.
Note: Nu er jeg mest til brød med flere kerner, men jeg skulle have noget blødt, hvidt brød, der passede til traditionelle laksemadder, og så var denne opfindelse meget god – brødet blev meget blødt og dejligt – bestemt værd at gentage ved lejlighed!