I går aftes fik jeg prøvet at lave risotto for første gang. Jeg har mange gange tænkt på at prøve det, men det blev først til noget, da jeg i weekenden så en opskrift på svampe-bacon risotto på Kokkekniven og tænkte, at de råvarer havde jeg jo lige i køleskabet! Ting går lidt stærkt i køkkenet sådan en mandag aften, så jeg fik ikke brugt helt de samme mål, men resultatet blev ganske velsmagende.

Svampe-bacon risottosvampe-bacon risotto, svampe, hønsebouillon, bouillon, smør, løg, bacon, grødris, hvidvin, parmesan, ost, persille
2 personer

170 g blandede svampe
½ l hønsebouillon
4 tsk smør
1 lille løg, finthakket
125 g bacon, skåret i mindre strimler
150 g grødris
1 dl tør hvidvin
2 spsk friskreven parmesanost
noget hakket persille
salt

Hæld bouillonen i en gryde og varm den op. Smelt to tsk smør i en anden gryde, tilsæt løg og bacon og steg det ved middelvarme, til de er bløde og gyldne. Tilsæt ris og en tsk smør og rør godt rundt. Hæld halvdelen af hvidvinen i og lad retten koge i et par minutter, mens du fortsat rører hyppigt i den. Tilsæt bouillon løbende – sørg for, at risene når at suge væsken til sig, inden du hælder mere bouillon i. Steg svampene på en tør pande i et par minutter, og når de begynder at blive bløde, tilsætter du resten af hvidvinen. Lad dem koge i vinen, indtil alkoholen er fordampet, og smag til med salt.

Gør parmesanost og persille klar. Når al bouillonen er tilsat, og risene er kogt, tilsætter du svampe, parmesanost og persille samt den sidste tsk smør, smag det evt. til med salt og servér det straks sammen med en grøn salat.

Note: Denne svampe-bacon risotto er rigtig lækker! Jeg må helt bestemt lege videre med risotto-konceptet en anden dag – har man lidt tålmodighed, er det comfort food for sjælen (og maven selvfølgelig).