kyllingesuppe, suppe, kylling, hønsekødssuppe, hønsekødsbouillon, bouillon, løg, fennikel, grøn karrypasta, nudlerI går parterede jeg en kylling, som jeg vil bruge i 8-10 portioner mad den kommende uges tid, og samme aften brugte jeg halvdelen af det findelte kyllingekød og halvdelen af bouillonen, som jeg fik ud af at koge kyllingeskroget. Hvis du gerne vil undgå risnudlerne, udskifter du dem blot med den anden halvdel af fennikelknolden.

Kyllingesuppe med nudler, fennikel og grøn karry
2 personer

halvdelen af kyllingekødet og bouillonen fra kyllingeskrogskogningen
lidt rapsolie
1 løg, skåret i tynde både
½ fennikelknold, skåret i tynde både
1½ tsk grøn karrypasta
en plade risnudler
salt og peber

Hæld lidt olie i en gryde og svits løg og fennikel i det i et par minutter. Tilsæt kyllingekødet og den grønne karrypasta og svits det i 1-2 minutter. Hæld bouillonen i og lad det simre i ca. 10 minutter og smag så til med salt og peber. Kog i mellemtiden risnudlerne og fordel dem i to skåle. Fordel grydens indhold i de to skåle og servér med det samme.

Note: En dejlig fyldig og godt krydret suppe, som gav varmen. Der er masser af fyld i denne suppe – sådan foretrækker jeg det nemlig – men du kan evt. skære lidt ned på dette, hvis du foretrækker supper med mindre fyld.