kylling med oliven, kylling, løg, oliven, saltet citron, hvidløg, ingefær, safranI søndags kunne vi igen sætte tænderne i en gang mellemøstlig mad – det er altså et skønt benspænd at have! Jeg havde igen fundet ‘Mellemøstlige køkkener’ frem, som jeg tester for Klematis, og her havde jeg forelsket mig i en opskrift med kylling med oliven og saltede citroner. Jeg havde dog ikke frisk koriander, så det undlod jeg, jeg brugte oliven med mandler i (i stedet for almindelige uden sten) og så halverede jeg mængden af saltet citron og tørret ingefær, da de oprindelige mængder lød lige lovlig hidsige. Som tilbehør ristede jeg en bakke champignoner og blandede den sidste rest sorte ris i.

Kylling med oliven og citron
ca. 4 personer

1 lille kylling
2 store løg, finthakket
150 g grønne oliven med mandler (eller bare uden sten)
1 saltet citron, finthakket

Marinade:
2 tsk presset hvidløg
1 tsk stødt ingefær
en knivspids safran
1 tsk peber
2 spsk olie

Bland marinaden og gnub omhyggeligt kyllingen ind i den både ind- og udvendigt. Lad kyllingen marinere i en halv time. Brun kyllingen på alle sider i en gryde med lidt olie og brun derefter løgene. Hæld vand i gryden, til kyllingen er halvt dækket, læg låg på gryden og lad derefter retten småsimre en times tid. Sørg for at vende kyllingen et par gange undervejs.

Tag kyllingen op fra gryden og sørg for at holde den varm. Lad sovsen koge ind og kom derefter oliven og saltet citron i gryden – smag til med peber. Hæld sovsen over kyllingen ved serveringen.

Note: Uhm, det var godt! Kylling med oliven er en skøn ret. Kødet tog godt imod marinaden og var velsmagende og lækker at spise, og kombinationen med oliven og citron var bestemt interessant.