Restaurant Cholon

Restaurant Cholon

Vi spiste på Cholon i sidste uge. En vietnamesisk restaurant jeg længe har ønsket at spise på. Restauranten findes to forskellige steder i København, og vi besøgte den i Vingårdsstræde.

Der var et udmærket udvalg af drikkevarer, og jeg endte med en Pink Smoke Paloma Sour, der indeholdt mezcal, karamelliseret rabarber samt grapefrugtsodavand. Den viste sig heldigvis ikke at være for sød og havde en fin undertone af røg. Lige noget for mig.

Vi besluttede os for at dele restaurantens Sadec menu, der gælder for to personer og som koster 645 kr (i alt, ikke for hver person).

restaurant cholon, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Serveringen af maden var simpelt, for vi fik simpelthen en lille tallerken hver samt et stort fad med alle deleretterne på! Her var oksetatar samt laksetatar, hoisinsauce, fiskesauce og en mayodip med chiliolie og masser af grønt.

På den anden side af dipskålene var der glaserede kødboller, sprøde dumplings, BBQ grisespyd, risnudler i salatblade, små aflange brød med grøntsagsfyld samt en kyllinge-kålsalat.

Der var kort sagt rigeligt med mad, og vi kunne da heller ikke spise helt op. Men vi gjorde et pænt forsøg.

Det var lækkert med friske grøntsager til chilimayoen, og især fiskesaucen fungerede godt til de sprøde dumplings. Kødbollerne var saftige, mens svinespyddene desværre var en anelse tørre og nok havde fået nogle minutter for længe under tilberedningen. Vores største anke var kyllinge-kålsalaten, som stort set kun bestod af kylling og som manglede krydderier. Jeg kunne også godt have brugt lidt flere grøntsager i det hele taget.

Til prisen var maden hos Cholon udmærket. Det var fint, at der var forskellige dips, så man selv kunne bestemme styrken og smagen på flere af serveringerne. Der måtte dog gerne have været en enkelt stærk dip iblandt. Og flere grøntsager som sagt.

Jeg ender på fire stjerner til Restaurant Cholon. Glimrende og forholdsvis billig aftensmad (vi betalte under 1000 kr for mad til to personer, to drinks samt vand). Sørg dog gerne for at have god appetit.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *