The Midwestern Diner

The Midwestern Diner

Tidligere på efteråret besøgte jeg The Midwestern Diner sammen med en ven. Den amerikanske diner er jo superoplagt at fortælle om i forbindelse med mit amerikanske fastfood-benspænd, så – here we go!

Restauranten omfavner den amerikanske diner-stemning og serverer et bredt udvalg af klassikerne inden for amerikansk fastfood. De serverer også brunch frem til kl. 15, så er det noget for dig, så er det værd at overveje. Vi kom dog ved aftensmadstid og skulle have burger!

Men – først et par snacks, som vi delte. Jeg kunne selvfølgelig ikke stå for de friterede, syltede agurker, som stammer fra sydstaterne. Jeg lavede dem også selv, da jeg havde texansk benspænd, så jeg blev lidt overrasket, da The Midwestern Diner havde valgt at skære agurkerne på langs og ikke på tværs. Det så en anelse overvældende ud! De smagte dog fint med den sprøde skal og den saftige, letsyrlige agurk. Ranch dippen var forholdsvis mild, men den fungerede ok sammen med agurkerne.

Min ven havde valgt mozzarella sticks med BBQ sauce til. Saucen var lidt kedelig, men den friterede ost elskede vi selvfølgelig. Jeg mener – varm smeltet ost!

The Midwestern Diner, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Restauranten havde flere fristende burgere, men der var dog ingen tvivl hos mig, da jeg så Bacon Jam Burger på menukortet. Her er burgeren lagt sammen med baconmarmelade (lavet med røget bacon, karamelliserede løg, Kentucky Bourbon og ahornsirup) samt ‘det sædvanlige grønne’, dvs. salat, tomat, løg og syltede agurker. Sidst men ikke mindst havde bøffen fået en skive smeltet ost. Det var en ganske glimrende burger, men jeg savnede – lidt overraskende – lidt mere snask. Den kunne sagtens havde været mere saftig. Fritterne var lidt blege men var dog tilpas sprøde.

Tjeneren var sød, smilende og munter, og vi havde et par hyggelige timer hos The Midwestern Diner. Jeg var lidt fristet af deres Freakshakes (overpyntede milkshakes), for de så meget festlige ud, men jeg var ganske mæt oven på maden. Og sandt at sige tror jeg også, at de ville være for søde til min smag, men sjove så de altså ud.

Jeg savnede et lidt bredere udvalg af øl, og prisniveauet for drikkevarer var lige til den dyre side. Burger, fritter og dip lå et sted mellem 150 og 160 kr, hvilket heller ikke er billigt men dog nogenlunde på linje med en del andre burgerrestauranter i København.

Jeg ender på fire stjerner med en lille pil til The Midwestern Diner.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.