Vi spiste hos Restaurant Juma for nogle uger siden – pudsigt nok få dage efter, at Politiken havde anmeldt stedet. Juma har ellers stået på min inspirationsliste i lang tid, men nu var der endelig en anledning til, at vi kunne prøve stedet.

Den indiske restaurant ligger på Nørrebro i København og fremhæver selv, at de serverer en moderne version af indiske retter. De har blandt andet Thali (et stort fad med en masse små skåle med blandt andet chutneys og syltede grøntsager), som muligvis har været et obligatorisk valg tidligere, når man spiste der. Sådan lød det i hvert fald på nogle af restaurantanmeldelserne, som jeg læste inden. Men det var helt valgfrit, da vi var der. Vi syntes dog, at det lød som en glimrende mulighed for at prøve lidt forskelligt, så det snuppede vi.

Vi skulle også have lidt at drikke til maden, og jeg kunne slet ikke stå for de funky cocktails, de havde på menuen. Og det var temmelig svært at vælge, for de lød virkelig spændende. Jeg endte dog med et relativt konservativt valg, nemlig en boozy mango lassi på mangojuice, mørk rom, lassimælk (?) og kardemomme. Gemalen tog en Parvati, der indeholdt gin lavet på citrongræs og hibiscusblomster, Vermouth, kondenseret mælk, citron og rosenvand. Vi var begge godt tilfreds med vores valg.

Her ses fadet med de mange slags tilbehør – forskellige udgaver af chutneys, syltede grøntsager, kogte ris samt en simpel salat på radicchio og granatæblekerner.

Der var også saftige naanbrød til.

Man kan supplere fadet med andre retter, og det havde vi gjort, da vi ikke helt kunne lure, om fadet i sig selv var nok (det er det dog, hvis man ikke har en stor appetit).

Vi delte to grillede lammespyd …

… samt denne portion pakora på blomkål.

Det var en ganske hyggelig spiseoplevelse, hvor vi prøvede at kombinere de forskellige småretter på kryds og tværs. Jeg var ret vild med flere af de syltede grøntsager, mens blomkålspakora var lidt tamme. Deres version af naanbrød mindede mere om tykke pandekager end om traditionelle naanbrød (som jeg foretrækker), og der måtte gerne have været mindst en chutney, der var stærk. Alt i alt udmærket uden dog rigtig at skille sig ud.

Servicen var rigtig fin med søde og rolige tjenere, og selvom Juma er en stor restaurant, så var støjniveauet ikke voldsomt, og det føltes ikke proppet.

Jeg ender på fire stjerner til Juma. Pris og kvalitet passer sammen, men kulinarisk er det ikke den store oplevelse. Jeg kunne dog godt finde på at kigge forbi igen for at prøve flere af deres cocktails, og så er det også et sted, hvor det er let at kigge forbi til (relativ) hurtig aftensmad med en flok venner.

I sidste måned var jeg på Restaurant Abigail i København sammen med gemalen, da vi havde købt et par rabatkuponer tidligere på året til restauranten. Restaurant Abigail serverer en tastingmenu (enten med kød/fisk/skaldyr eller i ren grøntsagsversion), der ellers plejer at koste 950 kr, men som vi fik 35-40% billigere. Jeg er ellers næsten gået bort fra at bruge kuponsider til restaurantbesøg, men jeg er ikke sikker på, at jeg ellers ville have besøgt Restaurant Abigail, da vi mest spiser ude på hverdagsaftener, og det syens jeg personligt, at kuvertprisen er for dyr til.

Vi lagde ud med tre hapsere, der bestod af kartoffel med rygeost og ørredrogn, taskekrabbe med yuzu og hibiscus samt tomater med hvidløg, oliven, anis og peber. Alle fine små serveringer, der var fint afstemt men ikke bød på de store overraskelser (og det behøver hapsere ikke at gøre, men det er dog det sted i menuen, hvor det er mest oplagt at være ekstra kreativ).

Den første ret bestod af ultratynde skiver af tun …

… som man smurte med en lille pensel fra paletten af saucer. Udvalget bestod af sesamsauce, ingefærsauce samt hoisinsauce, og så kunne man drysse bonitoflager over. En meget sjov gimmick men også noget lettere at styre hvor stærk og krydret, man ønskede serveringen.

Det er blevet in at servere brødet som en selvstændig ret gennem de seneste år, og selvom jeg på den ene side synes, at det er en uvane, så forstår jeg det egentlig godt. Mange restauranter serverer efterhånden kuvertbrød, der er så gennemtænkt og velsmagende, at det godt kan bære at have sit eget punkt på menuen, og dette surdejsbrød på ølandshvede og manitoba fortjente det bestemt også. Der kom økologisk smør samt pisket smør med knust stegt kyllingeskind til.  

Den næste ret fik jeg ikke skrevet ned, så jeg er lidt tvivl om, hvad appelsinen var kombineret med. Det var dog en meget delikat ret, hvor frugten ikke tog over men blot gav en mild sødme.

Den følgende ret havde næsten samme farvesammensætning men et noget andet indhold. Her lå et stykke helleflynder sammen med et stykke fennikel i en sauce lavet på blandt andet yuzu-kosho og shio-koji – to ingredienser jeg ikke selv har prøvet at arbejde med og kun er stødt på en eller to gange før. Igen-igen en fint afstemt ret, hvor den meget milde fisk ikke ‘druknede’ i smag fra saucen men stadig kunne fornemmes, når man kombinerede elementerne.

Nu gik vi fra de helt store skåle og til de små. Den næste servering bestod nemlig af små stykker blæksprutte i en muslingesauce med blandt andet miso og koriander. Jeg er stødt på denne type ret (fisk eller skaldyr i muslingesauce/skaldyrsskum) flere gange de senere år, og jeg synes, at det er en meget fin måde at lave en simpel og elegant fiske-/skaldyrsservering, som er let at anrette.

Hovedretten var en lille men fyldig servering lavet på braisserede oksekæber med karamelliserede løg og fermenterede bær og marv. En god og kraftig servering, hvor portionsstørrelsen passede fint, da det var en ganske mættende ret.

Vi havde bestilt osteservering som tillægsret og skulle egentlig have haft den på dette tidspunkt – men der var lidt kaos i køkkenet denne aften, så de havde ganske enkelt glemt os! Vi fik derfor den første af de to desserter nu, og det var en ret funky kombination af tonkabønne-is med miso, fåremælks-yoghurt og brombær, der var dekoreret med havesyre. Ikke en voldsom sød dessert (hvilket passer mig fint), men nu har jeg flere gange prøvet at få desserter med tonkabønne, og jeg synes bestemt, at det er en spændende ingrediens til desserter, når man som jeg ikke ønsker hvinende søde serveringer.  

Tjeneren kom nu med osten – en Brillat Savarin med trøffel – der blev serveret med kvædekompot og små stykker knækbrød. Det er ikke en ost, jeg normalt støder på, så det var hyggeligt at kunne snacke lidt ost (selvom jeg mæthedsmæssigt ikke behøvede det. Men hey, jeg elsker ost!).

Aftenens anden dessert – og den sidste servering i det hele taget – var også en utraditionel servering bestående af pistacieis med med olivenolie, knuste pistacienødder samt kaviar. Det salte element gik fint sammen med nødderne og den fyldig is, og den satte samtidig et ganske fint punktum for en dejlig menu.

Vi nød et par gode glas vin til maden (du kan dog købe en vinglasmenu på fire glas til 450 kr eller en på seks glas til 650 kr), og så måtte jeg også prøve deres hjemmelavede kombucha. Til min egen store overraskelse kunne jeg dog ikke lide den. Jeg syntes desværre, at den var ret skarp i smagen og nippede kun ganske lidt til den. Det var først dagen efter, at jeg kom til at tænke på, at den måske var blevet dårlig, men det fik jeg desværre ikke restauranten til at tjekke. Måske skulle den bare smage markant anderledes end de kombuchaer, jeg ellers har prøvet gennem tiden.

Som tidligere nævnt var der lidt logistik-problemer den aften. Vi havde en ret charmerende tjener, som gjorde sit bedste for at skabe en god stemning og ikke mindst følge op de par gange, hvor der var lidt slinger i valsen.

Maden hos Restaurant Abigail er vellavet og viser en bred palette af råvarer. Der var måske ikke så meget spræl i anretning og sammensætning, men det gjorde ikke noget, når nu maden var gennemtænkt og smagte godt.

Man får mange retter hos Restaurant Abigail, men jeg synes dog også, at prisen er i den høje ende, selv ud fra de stigende restaurantpriser de senere år. Skal det afspejle sig i vurderingen (i forhold til restaurantens normalpris på menuen), så ender jeg på fire stjerner.

Bistro Limone er et lille spisested på Nørrebro i København. Det var også udflugtsmålet, da et vennepar inviterede os med til en hyggelig stund i det lune sommervejr. Det var dog en af de dage, hvor regnen lå og lurede i skyerne, så vi endte med at sidde indenfor, hvor vi til gengæld kunne glæde os over de mange citronformede ting, som restauranten var udsmykket med. For som du muligvis ved, så betyder limone citron på dansk.

Bistro Limone er en ret uformel restaurant med et lille menukort og ditto drinkskort. Vi fik bestilt et par kander med vand samt en kande af husets hvidvin. Alle kom de i den samme type citronkander, så man skulle lige se sig for, når man ville skænke.

De andre prøvede restaurantens pastaretter, som jeg smagte en enkelt bid af. Rigtig fin og dejlig pastaret. Jeg havde dog forelsket mig i burrata med ovnbagte tomater, og den sommerlige servering var lige, som den skulle være.

Jeg kombinerede burrataen med en grøn salat med balsamicoeddike. Den er nok mest tiltænkt som tilbehør til pastaretterne, men gik selvfølgelig også fint sammen med osteserveringen.

Jeg havde gemt plads til dessert, for på Bistro Limones hjemmeside var der nævnt to desserter, og begge ligger i min top fem over desserter (en citronkage-dessert samt en pistacie-tiramisu). Desværre havde restauranten ingen af dem! Kun en enkelt citronsorbet – øvøv.

Jeg valgte i stedet en Espresso Martini – et valg, jeg ofte tager, når jeg ikke har lyst til eller appetit nok til dessert. Denne her havde heldigvis en god balance mellem bitterhed og sødme.

Der var ikke så mange gæster denne dag, og de fleste var lidt modigere end os, da de valgte at sidde udenfor. Betjeningen var hurtig og uden dikkedarer, hvilket passede fint til stedet og maden.

Bistro Limone er fint valg til hurtig, billig og uformel aftensmad på en hverdag. Det trak dog ned, at de ikke havde de annoncerede desserter (men mest af alt, fordi det var nogle af mine favoritter :-)).