Restaurant Kung Fu

Restaurant Kung Fu

Jeg var på Nørrebro Teater for ganske nylig, men inden da spiste gemalen og jeg på Restaurant Kung Fu, der ligger ret tæt på. Vi bestilte vanen tro bord i forvejen, og det viste sig at være ganske fornuftigt, da der var fuldt booket, da vi mødte op.

Kung Fu har et forholdsvist smalt men glimrende udvalg af asiatiske retter, så vi valgte at dele en snack, en forret samt tog en hovedret hver.

Kung Fu, restaurant Kung Fu, restaurant på Nørrebro, restauranter i København, madanmeldelse, restaurantanmeldelse

Drinkkortet rummer både et spændende udvalg af cocktails samt et fint udvalg af øl og ikke-alkoholiske drikke. Der er også enkelte vine, men dem fik jeg ikke kigget på, da listen over cocktails så ret spændende ud. Jeg valgte en Yuzu Sour, og den var virkelig lækker!

Gemalen og jeg delte en portion rejechips med chilimayo til, og det var nok meget godt, for det var en usædvanlig stor portion! Det betød i hvert fald, at vi nok ikke havde behøvet at dele en forret bagefter, for disse rejechips lagde en ret god bund, selvom de (selvfølgelig) var meget luftige.

Jeg kunne naturligvis ikke stå for, at Restuarant Kung Fu har bao på menukortet, så vi besluttede os for at dele en portion vegetariske baos, så der var én til hver. Jeg savnede dog en lille smule dressing/sauce i dem til at binde smagene sammen.

Min drink var ‘desværre’ sluppet op, hvilket jeg så som en fin anledning til at prøve en anden. Jeg valgte Paper Plane med blandt andet Aperol og whisky, men her var ingredienserne ikke lige så godt afstemt som i den første drink. Den var ok uden dog helt at imponere.

Kung Fu, restaurant Kung Fu, restaurant på Nørrebro, restauranter i København, madanmeldelse, restaurantanmeldelse

Det gjorde hovedretten til gengæld! Jeg havde valgt ramen sichuan, der var markeret som ‘spicy’, og det var den. Jeg kan godt lide ramen, men jeg synes ofte, at de ramen-udgaver, jeg har prøvet i København, har været for milde og manglet smag og styrke. Det fik jeg dog i denne lækre ramen, hvor der var skruet godt op for krydderierne. Den var absolut fremragende – klart den bedste ramen, jeg har spist på en restaurant og en klar grund til at komme igen! Så kan det dog godt være, at jeg blot bestiller en portion ramen, for den portion var så stor og mættende, at jeg ikke behøvede mere mad.

Vi fik en udmærket og venlig betjening, og i det hele taget havde vi en ganske hyggelig middag hos Kung Fu. Da vi sikkert også skal på Nørrebro Teater i næste teatersæson, så kommer der nok en anledning igen til at spise ramen hos restauranten.

Jeg ender på fem stjerner til Restaurant Kung Fu.



4 thoughts on “Restaurant Kung Fu”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *