Restaurant Jade

Restaurant Jade har længe stået på min liste over restauranter, jeg gerne vil besøge, så da en ven og jeg skulle mødes, foreslog jeg denne restaurant.
Restaurantens fusionskøkken serverer et udvalg af asiatiske retter, og man kan vælge mellem en syv retters menu til 575 kr eller vælge blandt a la carte kortet. Vi snuppede menuen, hvor alle retter undtagen desserten blev serveret på deletallerkner.

Jeg så, at Restaurant Jade havde kombucha på drikkekortet, og det kunne jeg ikke stå for. Jeg fik en ret lækker udgave med citrus og ingefær, som jeg godt kunne blive forfalden til.

Nu fik vi de første tre retter på bordet. En skål med dampede grønne bønner med ristet hvidløg, frisk koriander samt nam jim sauce viste sig at være en virkelig dejlig overraskelse. Bønnerne var ikke helt møre men havde stadig et frisk bid og smagte simpelthen så skønt.

Der var en skål med råmarineret og letrøget laks med tang, ingefær, avokado og wasabi. Laksen var mør og lækker og havde kun et hint af røg.

Og så var der karaage chicken med hvidløg, ingefær, sprød boondi og kewpie mayo. Virkelig sprøde, krydrede kyllingebidder, der heldigvis var tilpas saftige.

Der var en kort pause, hvor jeg tænkte, at det var det helt rigtige tidspunkt at få en drink. Jeg valgte en Lotus Flower med tequila, mezcal, lime og gul habanero. Læg mærke til isterningen i drinken. Jeg havde – ud fra beskrivelsen – forventet en noget stærkere og kraftigere drink, men den var overraskende mild. Det ærgrede mig noget, for jeg havde set frem til en drink med masser af smag. Den store isterning kom også til at virke for voldsom. Ikke kun fordi der så ikke var megen drink men også fordi den type ofte bruges til ret alkoholtunge drinks.

Det var nu tid til en ret velvoksen bao fyldt med friteret og glaceret kylling koreansk bbq-sauce, asiatisk coleslaw og syltede grøntsager. Min baobolle var desværre flækket på midten, så det blev en ret snasket spiseoplevelse, men fyldet fejlede bestemt ikke noget. Det ville dog ikke have gjort noget, hvis den havde været en anelse mindre.

Vi fik også en skål grillede edemamebønner med salt, olie og limesaft. Ret ligetil og fint supplement til den snaskede bao.

Nu var vi nået til aftenens hovedret, der blev serveret sammen med kogte ris. Vi fik en skål Bangkok butter chicken med røget smør, kokoscreme, ristede kokosflager og tørrede chilier. Det var en spændende fortolkning af den klassiske butter chicken men krydret noget anderledes (og med kraftigere smag), og den faldt jeg pladask for! Jeg var rimelig mæt på dette tidspunkt men måtte liiiige tage lidt mere. Den var aldeles fantastisk.

Menuen sluttede af med en dessert, der bestod af matcha softice med friske mynteblade samt jordbær i bunden. Nu er jeg ikke særlig stor fan af matcha, men smagen var heldigvis afdæmpet og blev fuldstændig overskygget af den virkelig lækre konsistens. De friske mynteblade og de letsyrlige jordbær klædte desserten ganske godt.
Vi fik ganske glimrende betjening hos Restaurant Jade af en række søde tjenere, og det var sjovt at kigge rundt i lokalet og se hvor forskellige folk, der besøgte restuaranten denne aften. Der var både plads til små studentersammenkomster, fødselsdage og intime middage.
Maden var virkelig lækker. Menuen var måske lidt stor til min appetit, men jeg kan sagtens forestille mig at komme igen og så vælge lidt færre retter. Min eneste gastronomiske anke var cocktailen, der var lidt vag (ud fra beskrivelsen) og lidt lille.
Jeg ender derfor på fem stjerner med pil op og en fiks idé om at tage gemalen med til Restaurant Jade en anden god gang.





