Klassisk pavlova

Klassisk pavlova

Det er ikke mange retter, New Zealand for alvor er kendt for, men pavlova er absolut en af de mest populære. Jeg har tidligere lavet en nordisk pavlova – en version, jeg lavede om vinteren og derfor brugte frosne bær, jeg kogte en kompot på. En klassisk pavlova laves dog med friske frugter. De kan selvfølgelig varieres, men det er typisk jordbær, kiwi, passionsfrugt og banan. Den sidste udelod jeg, men ellers holdt jeg mig til den traditionelle topping.

Klassisk pavlova

6-7 personer

Marengsbund:
4 æggehvider
225 g rørsukker
½ tsk vanilje
2 tsk hvedemel
1 tsk hvidvinseddike

Topping:
2½ dl fløde
250 g jordbær
3 kiwier, skrællede og skåret i tern
4 passionsfrugter

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt et par spsk rørsukker og pisk det grundigt, til det er opløst. Tilsæt et par spsk sukker mere, pisk grundigt og fortsæt sådan, indtil al sukkeret er optaget i marengsen. Pisk hvedemel, hvidvinseddike og vanilje i.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade. Fordel marengsmassen i en cirkel, der fyldes ud og glattes, så den har samme højde. Bag marengsbunden ved 115 grader i ca. 1½ time. Sluk for ovnen og lad bunden køle helt af, mens den står inde i ovnen – gerne natten over. Opbevar bunden tørt og køligt, inden den skal bruges.

Pisk fløden til skum. Vask jordbærrene og pil toppene af. Skrab frugtkødet ud af passionsfrugterne.

Fordel flødeskummet ud over marengsbunden. Hæld passsionfrugtkødet ud over og slut af med jordbær og kiwistykker.



2 thoughts on “Klassisk pavlova”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.