Smuldrekage med stikkelsbær
Jeg er faldet over en god opskrift på smuldrekage med stikkelsbær, og gode opskrifter med stikkelsbær kan man ikke have for mange af. Vi har nemlig stikkelsbær i haven, men det er ikke altid, at jeg er så god til at få dem brugt. Én til er, at de forsvarer sig med meget lange torne, så man let kommer til at se ud som om, at man har været i katteslagsmål, når man har plukket bær. En anden ting er, at jeg generelt savner flere gode opskrifter med stikkelsbær.
Men så faldt jeg over en lille lap papir, jeg havde i gemmerne. Jeg justerede lidt i forhold til den oprindelige opskrift, da jeg undlod æg.
Smuldrekage med stikkelsbær
5-6 personer
½ kg stikkelsbær (jeg brugte grønne)
1 dl rørsukker
½ dl vand
Dej:
3 dl hvedemel
1½ dl rørsukker
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
150 g koldt smør
evt. 1-2 spsk vand
lidt smeltet smør til at smøre formen
Skyl og nip stikkelsbærrene. Hæld dem i en gryde med vand og rørsukker og kog det op, så det simrer i 1-2 minutter, inden du slukker for varmen og lader dem køle af.
Rør mel, rørsukker, bagepulver og vaniljepulver sammen. Skær smørret i små stykker og gnid dem ud i melblandingen. Tilsæt evt. lidt vand, hvis dejen er FOR smuldret.
Smør et ildfast fad med smeltet smør. Fordel totredjedele af dejen i bunden og op ad siderne og spred så stikkelsbærrene ud over dejen. Drys resten af dejen over. Bag kagen ved 220 grader i ca. en halv time. Servér kagen samme dag – enten kold eller varm – sammen med creme fraiche eller flødeskum.
Note: Jeg synes, det er en ret skøn smuldrekage, for den søde dej og de letsyrlige stikkelsbær klæder hinanden utrolig godt. De stikkelsbær, jeg brugte, var ret søde, da jeg plukkede dem sent på sæsonen sidste år. Bruger du friske bær, får du muligvis en lidt mere syrlig kage ud af det.
Stikkelsbær er fantastisk. Jeg har lavet saft af dem….havde nemlig rigtig mange. Det smager fantastisk og så får det en meget fin lyserød/fersken farve
Det er rigtigt, det har jeg også på et tidspunkt. Dog kun på de grønne, så det kan være, jeg også skal prøve de røde til det 🙂
En rigtig sommerret – hvor lyder det dog lækkert! Jeg kender mest smuldrekager med rabarber 🙂
Det er også mest rabarber og æbler, jeg har set dem, men man kan heldigvis lave det med mange forskellige slags bær. Brombær er for eksempel også gode til det 🙂
Jeg synes min stikkelsbærkompot bliver noget flydende. Skal det jævnes?
Konsistensen afhænger af, hvor modne bærrene er. Hvis de er meget modne, så er der ikke så megen stivelse i – og så skal den helst koge lidt længere 🙂