Appetizer med blåbær og ost
Kan du lave en appetizer med blåbær? Yes, selvfølgelig kan du det – især hvis du kombinerer den med en mild skimmelost! Bliver det så ikke til en dessert? Nja, ikke nødvendigvis.
I forbindelse med mit bær i det salte køkken-benspænd fandt jeg på denne lille appetizer, da vi var på ferie i Frankrig med familien. Det er jo ikke usædvanligt at servere bær sammen med ost, men holdt det også, når jeg tilsatte stegt squash og brød? Jeps!
Jeg havde fået fat i nogle gode blåbær med masser af smag (også kendt som rigtige blåbær, det vil sige dem der er mørkeblå hele vejen igennem) og lavede en lille kompot til serveringen. Derudover fik jeg fat i en mild fransk skimmelost. Den skal helst ikke være for kraftig, for så overdøver den de øvrige råvarer.
Appetizer med blåbær og ost
3 personer
½ dl blåbær
1 spsk vand
½ spsk rørsukker
3 tynde skiver baguette
olivenolie til stegning
3-6 tynde squash-skiver
ca. ½ dl mild skimmelost
evt. lidt estragon eller timian
Hæld blåbær i en lille kasserolle sammen med vand og sukker. Varm det langsomt op og lad det simre, indtil det er kogt næsten helt ind.
Hæld olivenolie på en pande og steg squash-skiverne møre ved mediumvarme. Hæld derefter lidt mere olie på og steg brødskiverne på den ene side. Sæt dem på et fad og fordel squash-skiverne oven på. Skær osten i tynde skiver stykker og fordel den over squash-skiverne og slut af med lidt blåbærkompot på hver. Drys eventuelt lidt estragon eller timian på.
Servér din appetizer, mens den stadig er lun og sprød.
Note: Der er ingen tvivl om, at denne appetizer er let at lave. Jeg brugte som sagt en mild skimmelost, men du kan også bruge en gedeost, hvis du ikke er så god til skimmeloste.