Sursød stikkelsbærsauce

Sursød stikkelsbærsauce

Sursød stikkelsbærsauce var faktisk en af grundene til, at jeg valgte bær i det salte køkken som juli måneds benspænd. For selvom jeg elsker stikkelsbær og sætter stor pris på de to frugtbuske, vi har i haven, så er jeg ikke altid god til at få brugt bærrene (og det hænger ikke kun sammen med de sindssygt lange torne, som buskene har, og som klart mindsker plukkelysten).

Men jeg havde fået den idé, at stikkelsbær kunne være en god base i en sursød sauce, så det måtte jeg prøve. Jeg friterede samtidig nogle kartoffelkugler, så der var noget, jeg kunne dyppe i saucen.

Sursød stikkelsbærsauce

nok til mindst 30 kartoffelkugler

150 g stikkelsbær
1½ dl rørsukker
1 dl vand
1 tsk chiliflager
lidt salt
1 spsk hvidvins- eller æblecidereddike

Fjern stilk og blomst fra bærrene, inden du hælder dem op i en gryde med sukker, vand og chiliflager. Lad det simre ved lav varme, indtil bærrene er meget bløde, og væden er kogt næsten ind. Tilsæt salt og eddike og lad det simre et minut mere, inden du tager gryden af komfuret.

Lad det køle lidt af, inden du blender det til en ensartet sauce.

Kartoffelkugler

10 stk

200 g skrællede kartofler
1 dl friskreven hård ost – jeg brugte PrimaDonna
lidt salt og peber
1 æg, pisket
2-3 dl rasp
½ l rapsolie

Kog kartoflerne i usaltet vand. Hæld vandet fra og lad kartoflerne afkøle, inden du river dem på et groft rivejern. Riv derefter osten på et fint rivejern og rør det sammen med salt og peber til en homogen masse.

Hæld rapsolie i en lille kasserolle og varm det op (mellemhøj varme – ikke max, for så bliver olien hurtigt for varm). Mens olien opvarmes, hælder du rasp i én skål og pisket æg i en anden. Form kartoffelmassen til ti lige store kugler og vend dem først i æg, så i rasp, så i æg igen og til sidst i rasp.

Når olien er varm nok (test ved at stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik i olien – hvis det bobler omkring den, er olien klar), kan du putte et par kartoffelkugler i. Steg dem, indtil de er gyldne, og læg dem så på et par stykker køkkenrulle. Fortsæt stegningen, indtil alle kartoffelkugler er friterede.

Servér dine kartoffelkugler sammen med sursød stikkelsbærsauce.

Note: Det koncept fungerede supergodt! Saucen er både sød, syrlig og har et fint pift af chili. Det bliver ikke sidste gang, at jeg laver sursød stikkelsbærsauce 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.