Indbagt laks med dild og flødeost, balsamico-stegte kartofler og champignonsauce

Vi fik en dejlig fiskeret til lørdagsfrokosten, som jeg fik første gang hos en god ven for nogle år siden. Det er alt for længe siden, jeg har fået denne ret, men med denne måneds benspænd er det jo oplagt at finde den frem igen. Den er meget hurtig og let at lave – og smager rasende godt. Jeg serverede en hurtig broccolisalat til.

Indbagt laks med dild og flødeost
4-6 personerindbagt laks med flødeost, butterdej, flødeost, røget laks, laks, dild, æg, fisk

1 rulle butterdej
100 g flødeost – evt. med hvidløg
ca. 300 g røget laks i skiver
1 bundt dild
Peber
Sammenpisket æg til pensling

Rul butterdejen ud til en stor aflang firkant. Læg den på en bageplade med bagepapir. Smør en stribe flødeost ud langs midten af dejen, drys med klippet dild og peber, og læg laksen ovenpå. Klip 5-6 cm lange hak ind i dejen fra begge langsider med knap to cm mellemrum. Fold den ene langside ind over fyldet. Fold så den anden langside ind over, efterhånden som strimlerne flettes ind over hinanden. Luk til sidst dejen pænt ved enderne, og pensl overfladen med æg.

Bag laksen ved 200 grader i ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Lad den køle af, skær den i passende snitter. Anret den evt. med citronskiver.

Note: Stadig en af mine yndlingslakseretter – og en meget let og hurtig måde at lave god gæstemad til frokost.

Broccolisalat

1 broccolibroccolisalat, salat, broccoli, rødløg, citroner, ravigottesauce
2 rødløg
saften fra en citron
lidt olivenolie
salt
2 spsk ravigottesauce

Skær broccolien i mindre buketter, læg dem i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad det stå i 10-15 minutter, og hæld så vandet fra. Hak rødløg i små tern og vend dem i broccolien. Bland citronsaft, olivenolie og ravigotte sauce og smag det til med salt. Vend dressingen i salaten.

Note: Frisk og lidt syrlig salat, der spiller godt sammen med den lidt fede laks og flødeosten. Mmm!

Til aftensmad lavede jeg balsamicostegte kartofler med champignonsauce til samt entrecotes og en simpel salat af romainesalat og perleløg. Opskriften på kartoffelretten havde jeg fra et gammelt reklameblad, men jeg ved desværre ikke hvorfra. Tilberedningen er lidt mere kompliceret i den oprindelige udgave, men det har jeg simpliceret, og så brugte jeg mindre smør samt tørret rosmarin i stedet for frisk.


Balsamico-stegte kartofler

5-6 personer
balsamico-stegte kartofler, kartofler, smør, rosmarin, hvidløg, rødløg, balsamico

1 kg kartofler
130 g smør
3 tsk tørret rosmarin
6-8 fed hvidløg, halverede
4 rødløg skåret i kvarte
3 dl billig balsamico
salt og peber

Skræl kartoflerne og skær dem i kvarte. Smelt smørret i en gryde og tilsæt rosmarin og hvidløg. Vend kartoflerne i, tilsæt løg, balsamico samt salt og peber. Lad det koge i ti minutter og vend det et par gange undervejs. Hæld det alt sammen over i et ildfast fad og sæt det øverst i ovnen. Her skal det stå ved 200 grader i ca. 50 minutter. Rør rundt i blandingen, når halvdelen af tiden er gået.

Note: Mørk, fyldig vintermad. Der er masser af smag i retten, og de gør sig rigtig godt til oksekød. Du kan såmænd godt undvære en sauce til denne ret, for der er stadig noget væde, selvom meget af det er karamelliseret på kartoflerne og løgene.

Champignonsauce

5-6 personerchampignonsauce, champignons, svampe, smør, oksefond, fløde, majsstivelse, sauce

500 g champignons
10 g smør
2 grydeskefulde oksefond
3½ dl fløde
majsstivelse
salt og peber

Champignon skylles og skæres i skiver. Steg dem i smørret i en gryde. Hav låg på undervejs, så det meste væde bevares i gryden. Når de er blevet bløde (men inden væsken koges væk), tilsætter du fløden samt oksefond. Rør rundt og hold saucen ved lav varme. Pisk majsstivelse i, så saucen tykner lidt og smag til med salt og peber.

Note: Oksefonden er hjemmelavet, og den lavede vi tidligere på ugen, men jeg har ikke blogget den, for jeg har ikke helt overblik over, hvad vi puttede i. Faktisk var det mest gemalens projekt, for godt nok fik jeg ideen til at lave fond, men da jeg havde puttet oksekødsbenet i en gryde, overtog han det meste af den efterfølgende proces og bestemte derfor de fleste ingredienser, der kom i gryden. Men altså – fin fin sauce og i det hele taget meget dejligt med lidt dyppelse til en afveksling. Det laver vi ikke så tit.

20 thoughts on “Indbagt laks med dild og flødeost, balsamico-stegte kartofler og champignonsauce

  1. Det ser lækkert ud. Bliver altså altid vildt imponeret over hvor meget du når at lave!!! KNUS♥
    PS Godt at pakken kom frem – indimellem forsvinder de 😉

  2. Ooohhh hvor ser de kartofler sindsyg gode ud. Nej det hele ser lækkert ud. Men de kartofler må jeg prøve en dag. Jeg er bare i tvivl om de er noget for min lidt mad sære mand. God dag til dig 🙂

  3. Jeg faldt pladask for dine balsamicostegte kartofler! Det har jeg aldrig hørt om, og det skal bestemt prøves. Tak – du er en uudtømmelig kilde til inspiration, Piskeris.

    Ha' en dejlig mandag 🙂

  4. Indbagt laks er bare noget af det bedste… Men hvor er det dog lang tiden siden jeg har lavet det ???

    Kan næsten dufte det… ummm mums !!!

    Ser rigtig god ud.

    Hyggehygge
    Marianne

  5. Min mave rumler… og jeg skal “bare” have en flad rugbrød til aften fordi jeg fik svinemørbrad på jobbet. 😉 Skal da prøve de kartofler – UHM!

  6. Vibeke – mange tak! Jeg kan godt se, at med foråret på fremmarch (og tak for det!), så er det ved at være sidste chance for at lave tunge vinterretter, så det måtte jeg bare lave i lørdags 🙂

  7. Elsker både laks og butterdej, så det må lige være noget for mig.

    Er også imponeret over al den gode mad du kan nå at lave, tage billeder af, skrive om, nå ja og spise vel også? 😉

  8. Lene – så håber jeg bestemt, at du får prøvet den, for jeg holder meget af opskriften 🙂

    Tak skal du have – jeg har faktisk overvejet at forbyde mig selv at gå i køkkenet et par dage, for jeg ender ofte med at kaste mig ud i alle mulige projekter, og jeg har også flere andre ting, jeg godt vil nå i min fritid! 😀

  9. Uhm .. uhm……….. – endelig får jeg lyst til mad igen oven på et par dage, hvor madleden har været enorm (noget som sker ganske få gange for mig).
    Den indbagte laks skal prøves inden længe!

  10. Hvor ser det bare fantastisk ud – sikke meget skøn mad du har fået lavet, mens jeg har været væk 🙂

    Den indbagte lakse ryger direkte ind på listen – sammen med de øvrige ting fra dette indlæg…….

    Mange hilsner
    BIrthe

  11. NYBH – mange tak! Jeg har også rigtig givet den gas i køkkenet den sidste uges tid, selvom jeg faktisk har haft et par dage, hvor jeg har dikteret 'køkkenfri' til mig selv 🙂

    • Jeg vil anbefale røget laks, da den har en federe, røget smag, som gør sig rigtig godt sammen med de andre råvarer.

      Men hvis du vil eksperimentere med fersk laks i retten, så vil jeg helt sikkert dampe den først og derefter duppe den, så væden fra fisken ikke opbløder butterdejen helt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *