indisk, mandler, løg, hvidløg, chili, koriander, karry, spinat, kokosmælk, grøntsagsbouillon, vegetar, bouillon, hvide bønnerI går havde jeg atter gæster, og jeg serverede en omgang indiske retter til frokost – dels fordi jeg godt kan lide indisk, dels fordi inderne har mange spændende vegetarretter, og en af gæsterne spiser ikke kød. Jeg fandt noget inspiration i en af mine yndlingskogebøger, ‘Vores indiske køkken’, samt i nr. 2/2010 af Magasinet Mad! I sidstnævnte brugte jeg lidt mere kokosmælk men fulgte ellers opskriften nogenlunde, mens de indiske retter blev justeret en smule mht. krydderierne (jeg brugte i flere tilfælde lidt mere af krydderierne, end der står i bogen, og det kan du også sagtens gøre, for det er ret milde retter).

Retterne blev serveret sammen med kogte ris og æble-abrikoschutneyen, som klædte den indiske mad rigtig godt. De nedenstående portioner er lavet til fem personer i alt, og kun en smule af aloo gobi’en var tilbage efter måltidet.

Hvide bønner i spinat og kokosmælk

40 g smuttede mandler
1 løg
1 fed hvidløg
1 rød chili
lidt olie
3 tsk stødt koriander
3 tsk karry
450 g helbladet spinat (fra frost)
1 dåse kokosmælk
1 grøntsagsbouillonterning
1 dåse hvide bønner, naturel
salt og peber

Finhak løg, chili og hvidløg og svits dem i en wok med lidt olie. Tilsæt koriander og karry og steg det et minuts tid. Kom spinaten i og rør jævnligt, til det er helt tøet op – steg derefter videre et par minutter. Tilsæt kokosmælk og bouillon og lad det koge godt igennem. Skyl bønnerne i vand og vend dem i wokretten sammen med mandler. Smag retten til med salt og peber samt evt. koriander og karry.

Note: Meget lækker og let ret, som sagtens kan bruges i hverdagen. Jeg syntes dog, at det tog lidt længere tid at tø spinaten op, end jeg havde forventet, så pas på, at det ikke snyder dig tidsmæssigt.

Padora med løg

1 dl kikærtemelpadora med løg, indisk, kikærtemel, hvedemel, koriander, gurkemeje, chili, garam masala, hvidløg, vegetar, løg, rapsolie
0,75 dl hvedemel
½ tsk stødt koriander
½ tsk gurkemeje
½ tsk stødt chili
½ tsk garam masala
1 tsk salt
1 fed presset hvidløg
1 dl vand
2-3 løg skåret i ringe
1 l olie til friturestegning

Bland de to typer mel sammen med alle krydderierne og hvidløget. Tilsæt vandet lidt efter lidt under omrøring – den må ikke klumpe. Rør løgringene i, så de er helt dækkede af dejen og opvarm olien i en gryde – den skal være meget varm. Frituresteg løgringene, så de er gyldne på begge sider – det tager tre til fem minutter – og afdryp dem på en tallerken beklædt med køkkenrulle.

Note: Dejlig knasende og letkrydrede – de forsvandt meget hurtigt fra fadet, så du kan sagtens lave flere til samme antal gæster.

Aloo gobi

3 spsk oliealoo gobi, spidskommen, ingefær, indisk, vegetar, hvidløg, kartofler, gurkemeje, chili, tomater, blomkål, honning, garam masala, kokosflager
1½ tsk spidskommenfrø
1½ tsk frisk, fintrevet ingefær
2 pressede fed hvidløg
4 kartofler skåret i tern
1 tsk gurkemeje
1½ tsk chili
4 tomater skåret i både
2 dl vand
1 blomkål skåret i buketter
lidt honning
2 tsk garam masala
2 spsk tørrede kokosflager

Varm olien i en gryde, tilsæt spidskommenfrø og rør rundt i et minuts tid. Tilsæt ingefær og hvidløg, rør rundt og tilsæt så kartoflerne. Vend dem godt i krydderierne og kom derefter chili og gurkemeje i. Rør godt rundt og tilsæt tomaterne, sørg for at holde gryden på lav varme, og lad det koge i fem minutter. Skru op for varmen igen og tilsæt blomkål og vand. Rør det godt rundt, skru lidt ned for varmen igen og lad det koge i 15-20 minutter, til blomkålen er mør.

Lige inden servering røres honning og garam masala i. Pynt med kokosflager.

Note: Absolut en god måde at bruge blomkål på – og glimrende, rimelig mildt tilbehør i det indiske køkken.

Mangolassimangolassi, lassi, indisk, yoghurt naturel, mangojuice, rørsukker

2½ dl yoghurt naturel
1 dl vand
4 dl mangojuice
2 spsk sukker
10 isterninger

Blend alle ingredienser grundigt og servér med det samme.

Note: Mmm… mangolassi er meget delikat og passer rigtig godt til krydret mad.