Surmælksprodukter er gode i marinader, hvor du gerne vil mørne kødet, og jeg har før brugt det til fasaner, hvor du let kan få fat i en fugl, der har flere år på bagen og derfor trænger til at blive mørnet lidt.
Du kan dog også sagtens bruge surmælksprodukter i marinader til kød, der er mørt i forvejen, og det var lige præcis, hvad jeg gjorde, da vi for nylig købte et par kyllinger fra Løgismose. Kyllingerne sælges i Netto til 89 kr. stykket og er flere gange blevet fremhævet som en af de bedste og billigste supermarkedskyllinger på markedet, ligesom Dyrenes Beskyttelse har Løgismosekyllingerne som topscore i en undersøgelse af supermarked-kyllingernes opdræt. Og ja – kyllingerne smager godt, så prøv dem endelig.
Men tilbage til marinaden, som blev indisk-inspireret – uden dog at blive rigtig hidsig i smagen, for jeg ville gerne kunne smage kyllingen inde under alle krydderierne. Hyldeblomstsaften var med til at give en fin sødme under stegningen, og vi dryppede lidt af stegeskyen ud over risene, da vi spiste – uhm!
Kyllingeskroget blev selvfølgelig gemt til dagen efter, hvor jeg kogte en bouillon på den.
Yoghurtmarineret kylling
5-6 personer
1 økokylling fra Løgismose på 1,4 kg
Marinade:
2 dl yoghurt
2-3 fed hvidløg, presset
3 tsk gurkemeje
2 tsk garam masala
1-2 tsk stødt chilipulver
2 tsk paprika
salt og peber
olivenolie
lidt fint salt
2-3 dl fortyndet hyldeblomstsaft
Undersøg kyllingen og fjern evt. fjerstubbe. Rør resten af ingredienserne sammen og gnub kyllingen grundigt ind i marinaden. Læg den i en frysepose eller i et fad, du dækker over, og sæt kyllingen i køleskabet i et døgns tid. Derefter skal kyllingen i et fad (hvis du ikke allerede har lagt den i dette). Hæld hyldeblomstsaften i fadet og pensl kyllingen med olivenolie. Slut af med en smule salt og steg så kyllingen ved 200 grader i 50-60 minutter.
Yoghurtmarineret kylling er god at servere sammen med kogte basmatiris, en grøn salat samt raita – i dette tilfælde havde jeg piftet den op med ekstra grøntsager.