Mascarponepizza

Mascarponepizza

Den der hjemmelavede mascarpone, jeg bloggede om i går – den skulle naturligvis bruges til en mascarponepizza! Mascarpone kan sagtens bruges til pizzaer fra det salte køkken, men jeg havde tænkt mig, at den skulle indgå i en simpel dessertpizza. Jeg havde et glas amarena-kirsebær i køleskabet, der var taget hul på, så de kunne meget passende indgå i projektet.

Mascarponepizza

1 stk.

en fjerdedel af denne pizzadej
2-3 spsk mascarpone
½-1 dl amarena-kirsebær
evt. lidt stedmoderblomster som pynt

Rul dejklumpen ud på det meldrysset køkkenbord. Læg pizzabunden på en bagespade/pizzaspade og smør et tyndt lag mascarpone ud. OBS – den kan blive ret flydende, så det er ikke her, du skal være gavmild med mascarponen. Fordel så mange kirsebær ud over pizzaen, som du lyster.

Bag din mascarponepizza ved høj varme på en lukket grill eller i ovnen ved 250 grader, indtil pizzakanten er gylden og sprød. Vi var lidt udfordrede af, at det var i slutningen af måltidet, og grillen var begyndt at falde i varmen, så bunden blev desværre ikke så luftig og sprød som ved de foregående pizzaer.

Note: Visuelt savnede jeg lidt grønt på pizzaen, men det havde jeg desværre ikke forberedt. Men bortset fra det var det en mild og let sødmefuld mascarponepizza. De kraftige kirsebær blev dæmpet lidt af den fede mascarpone, og det synes jeg fungerede fint.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.