Kirsebæris – Stop Spild af Mad

At lave isen selv giver fantastiske muligheder for at lege og eksperimentere i køkkenet, og det er samtidig også en glimrende chance for at bruge rester! Ok, måske ikke ligefrem rester af kødsauce og lignende, men rester fra det søde køkken kan meget passende indgå i isproduktionen.
Jeg tog hul på et glas med økologisk kirsebærsauce engang i foråret, og dette glas fandt jeg frem sidste weekend, da jeg ville lave is – i dette tilfælde en kirsebæris (!). Kirsebærsauce er så smækfuld af sukker, at jeg ikke var bekymret for holdbarheden, selvom det var et stykke tid siden, jeg havde taget hul på glasset.
Den valgte kirsebærsauce er ret mild, og bærrene er meget små og bløde, så jeg valgte ikke at sortere dem fra, da min kirsebæris skulle røres på ismaskinen.
Kirsebæris
3 dl fløde
1 dl letmælk
10 spsk mild kirsebærsauce*
evt. ½ dl kirsebær- eller brombærlikør
Bland fløde, letmælk og kirsebærsauce grundigt og kør det til is på en ismaskine. Da jeg brugte en mild kirsebærsauce, valgte jeg at forstærke smagen ved at tilsætte en ½ dl brombærlikør til sidst (da jeg ikke havde kirsebærlikør – men det kan selvfølgelig også bruges). Har du ikke en ismaskine, kan du hælde massen i en plastbøtte og røre i massen flere gange i timen, indtil massen er frossen.
*Bruger du en kraftigere kirsebærsauce, for eksempel Selleberg eller i særdeleshed Amarena, så behøver du ikke at smage til med likør til sidst.
Note: Enkel og dejlig kirsebæris med et strejf af alkohol. Har du en rest kirsebærsauce til næste jul – eller andre tidspunkter, hvor du bruger kirsebærsauce – så prøv at lave denne kirsebæris.

Det lyder vanvittig lækkert – en fin idé til min næste pigekomsammen 🙂
Den var også en positiv overraskelse – og en god måde at få brugt rester på 🙂
Uh, hvor ser det godt ud – kunne da være at det var det, min kirsebærsauce i skabet, og håndfuld halvbløde moreller til 😀
– Anne
God fornøjelse – håber du kan lide den 🙂
Perfekt- jeg havde en ny kirsebærsovs som ville udløbe i okt 13, den egnede sig aldeles godt til din opskrift!
Fedt! God fornøjelse med det – håber den faldt i din smag 🙂