Hjemmelavet mascarpone
Jeg har tænkt mig at bruge mit pizza-benspænd som god undskyldning for at fremstille lidt hjemmelavet mascarpone, så det kommer her. Det er virkelig, virkelig let at lave selv – faktisk så let, at jeg nok vil gøre det, næste gang jeg får brug for mascarpone.
Jeg så i sin tid fremstillingsmetoden hos Madbanditten og lavede den nogenlunde på samme måde.
Hjemmelavet mascarpone
½ l fløde 38%
1 spsk citronsaft
Varm fløden langsomt op i en kasserolle. Stik et termometer i og sørg for at tage kasserollen af varmen, når fløden når op på 85 grader. Rør derefter citronsaften i og stil kasserollen i køleskabet i 12 timer.
Tag et ostelærred eller et rent hvidt bomuldsstykke. Skold det i kogende vand og læg det i en si med en skål under. Overfør flødemassen til sien og stil det tilbage i køleskabet, hvor det skal stå i 10-12 timer, mens flødemassen langsomt drænes for overskydende væde.
Og så er der hjemmelavet mascarpone! Overfør den fra sien og over i en skål eller beholder. Brug den i løbet af få dage.
Note: Fuldfed og meget tydelig flødesmag. Meget lækker og cremet konsistens – jeg er fan!