Friturestegt marsbar

Friturestegt marsbar

Yes… så kom den… friturestegt marsbar… en af de mest fjollede desserter, der findes 🙂

Da jeg første gang hørte om friturestegt marsbar, var jeg helt sikker på, at desserten stammede fra Sydstaterne, som er notorisk kendt for at friturestege alt. Friturestegt marsbar stammer dog fra Scotland (hvor de åbenbart også er glade for at fritere maden) og består i al sin enkelhed af en marsbar, der er vendt i dej, inden den er stegt i olie. Den serveres typisk med vaniljeis eller flødeskum til.

Nu er det – som du nok kan regne ud – en ret sød og ret heftig dessert kaloriemæssigt, så jeg brugte mini-marsbarer, da jeg lavede denne dessert til vores gæster lige inden påske. Jeg prøvede både at lave en version med ét lag dej og en version med to lag dej, men jeg syntes ikke, det gjorde den store forskel.

Friturestegt marsbar

4 personer

4 eller 8 x mini-marsbar
1 dl øl
1 dl + 1 spsk hvedemel
et lille knips salt
ca. 0,75 dl rapsolie til fritering

Tilbehør: Vaniljeis

Pak dine mini-marsbarer ud. Rør øl, hvedemel og salt sammen. Vend en mini-marsbar i dejen og sæt den derefter på en bagepapirbeklædt tallerken. Gentag med de resterende marsbarer. Sæt de dejdyppede marsbarer i fryseren i et par timer.

Varm olien op i en lille kasserolle. Tjek om den er varm nok ved at stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik ned i olien. Når det begynder at boble omkring træstumpen, er olien klar. Tag dine marsbarer ud af fryseren og frituresteg 2-3 stykker ad gangen. Når de bliver gyldne, er de klar og skal op af olien med det samme. Tag dem op med en hulske og servér dem med det samme med vaniljeis.

Note: Jeg har set flere opskrifter på friturestegt marsbar, hvor den ikke fryses ned, inden den steges i olie, men jeg gjorde det for en sikkerheds skyld, så jeg ikke risikerede, at den lille marsbar smeltede, mens den blev friturestegt, og det virkede da også ganske fint. Friturestegt marsbar er – også i miniudgave – en ret sød og forholdsvis tung dessert. Er du til det, skal du klart prøve det på et tidspunkt. Personligt er marsbar dog for sødt til min smag, men jeg syntes, det var et sjovt eksperiment.



5 thoughts on “Friturestegt marsbar”

  • Hvorfor ikke fryse dem inden og så direkte fra dej til friture??
    Dejen er tæt på en klassisk orly-dej? (som også kan bruges til stegt frugt 😀 )

    Har hørt flere gange om disse barer, aldrig prøvet at spise eller at lave dem… duer ikke til at lave mad i friture (er bange for den varme olie :$) . Kunne sikkert blive afhængig..

    • Det tror jeg også, man kan gøre. Jeg oprindeligt tænkt mig at lægge to lag dej på – derfor nedfrysningen med det første lag – men så besluttede jeg mig for at eksperimentere undervejs, og der var som sagt ikke den store forskel på et eller to lag 🙂

  • Jeg ved ikke hvem der kaster sig ud i de meste “tossede” eksperimenter. Dig eller Klidmoster, men en ting er sikkert, det er interessant at læse 😀

    • Tusind tak! Og skøn sammenligning – jeg elsker også at læse Klidmosterens gakkerier 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *