Rødløgs-cheesecake
I fredags fik vi denne fine lille kage til dessert. Et helt almindelig rødløgs-cheesecake som vor moder lavede den.
… ok, det er løgn. Det har min mor aldrig lavet.
Men da jeg for et par måneder siden spurgte efter gode ideer til kommende benspænd, var der nogen, der hævdede, at jeg ikke kunne putte løg i en kage. Og her må jeg så venligt men bestemt sige: selvfølgelig kan jeg det. Om det så smager godt er en anden sag – og derfor var det jo oplagt at servere det for de tre kagequinder, jeg havde på besøg. Så kunne jeg også lige prøve deres grænser af for, hvad der er kage, og hvad der ikke er kage…
Rødløgs-cheesecake
5 personer
100 g Digestive kiks
40 g smeltet smør
rapsolie
130 g flødeost
1½ dl creme fraiche
1½ pasteuriserede æggehvider
30 g flormelis
2 blade husblas
1 tsk vaniljesukker
lidt revet citronskal
Løgconfit:
3 løg skåret i små tern
30 g smør
4 spsk blomsterhonning
1½ dl æblecidereddike
1½ dl fortyndet hyldeblomstsaft
ca. 3 tsk kanel
ca. 2 spsk mørk sirup
Knus kiksene til små krummer – en morter kan anbefales, men pas på ikke at forvandle kiksene til pulver. Bland krummerne med smørret og fordel smørkrummerne i fem madringe, som du har stillet oven på et spækbræt, og pres kiksemassen godt ned, så der danner sig en kiksebund. Klip bagepapir ud, så du har fem stykker, som er lange og brede nok til at dække siderne på hver madring. Smør hvert stykke papir med en smule rapsolie og placér et stykke papir langs indersiden af hver madring.
Lav fromagen ved at lægge husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min. Rør flødeost, creme fraiche, vaniljesukker og citronskal sammen. Pisk æggehviden stiv og bland forsigtigt flormelissen i. Smelt husblassen i en lille skål i vandbad eller mikrobølgeovn. Hæld den derefter i ostemassen og vend derpå de piskede æggehvider i. Fordel fromagen i de fem madringe og stil dem på køl et par timer.
Smelt smør på en pande ved mellem varmeed olien. Hæld løgternene på panden og steg dem forsigtigt. Tilsæt honning. Når løgene begynder at tage farve, tilsætter du æblecidereddike og hyldeblomstsaften. Lad det stå og simre et par timer eller tre – retten skal langsomt koge ind ved svag varme. Når det er blevet til en tyk og klæbrig masse, smager du den til med kanel og mørk sirup og lader det derefter køle ned til stuetemperatur.
Fjern forsigtigt madringe og bagepapir fra de kølige cheesecakes og top dem med løgconfit lige inden servering.
Note: Jeg var ret spændt på dette forsøg – det er muligvis den af kagerne i denne måned, jeg har glædet mig mest til at lave, for ville konceptet nu også holde? Gæsterne tog dog pænt imod min rødløgs-cheesecake (og fandt det ret underholdende), og det smagte faktisk ganske godt. Man kunne godt fornemme, at det var løg, men det var samtidig både sødt, mørkt og krydret med kanel, så det havde en ret dyb og karamelliseret smag. Det er dog en ret kraftig topping, så du kan godt bruge lidt mindre, end jeg gjorde.
Er det kage?
Ja, det er det – og det sagde mine gæster heldigvis også 🙂
Hej
Fusionskøkken, here we come!
Glæder mig til medister-is og sild-smoothie.
– Ungersvenden
Åh, du er dejlig gal på den gode måde!
Gak, gakkere, Piskehaps 😀
Super fin ide, det lyder saftsuseme godt.
Jamen vi var da også nogle seje kagedamer, der kan tåle lidt af hvert. Selv cheesecake med rødløgsmarmelade 🙂
Ungersvenden – jeps, lad os lege lidt med koncepterne!
Sild-smoothie – haha, hvis jeg laver det, tror jeg, at gemalen går hjemmefra 😀
Hm… men nu fik jeg en anden idé… 😛
Sifka – mange tak 😀
Malou – jeg vidste, det lige var dig 😉
Håber ikke jeg chokerer cheesecake-traditionalisterne alt for meget, men det er nu en dejlig kage at eksperimentere med 🙂
Camilla – ja, I er ret hærdede – det tager jeg hatten af for! Var ret spændt på, hvad I ville sige til det, men I flygtede heldigvis ikke 😉
Os skræmmer du ikke så nemt 😀 Det var en herlig dessertkage.
Jeg synes det lyder meget spændende med sammensætningen af rødløg og kage! Og det minder mig om, at vi jo har fået mange andre overraskelser gennem tiden – fx da det blev in at bruge chokolade i en hovedret.
du er altid god for sjove eksperimenter. Løg og ost – jamen, det spiller jo bare! 😉
Virkelig spændende kage 😀
Mange hilsner
Birthe
Vibeke – I er sandelig hærdede! Gad vide, hvad jeg så skal finde på 😉
Madame – ja, det er spændende at udforske grænserne for, hvordan mad 'skal' være 🙂
Hottie von Dottie – takker 😀
Ja, det er faktisk ikke en så uvant kombination, når man tænker over det – i hvert fald ikke når man fokuserer på, at det er en ostekage 🙂
NYBH – mange tak 😀
Undskyld, men nogle gange er jeg glad nok for, at du bor så langt væk 😀
Bitten – betyder det, at jeg ikke skal tage en portion med, næste gang der er madbloggertræf? 😉
Det behøver du ikke for min skyld i hvert fald 😛
Bitten – hm… så må det blive en rejemufin i stedet 😉
Sikke et spændende eksperiment, det er altid spændende at følge med i, hvad du finder på 🙂
Anette – mange tak 🙂