Hyldesjus, hyldeblomstsaft og hyldeblomstmarmelade

Hyldesjus, hyldeblomstsaft og hyldeblomstmarmelade

Sidste år ville jeg lave hyldeblomstsaft – men nåede det ikke. I år har jeg ventet utålmodigt på, at hylden ville være klar, så jeg kunne lave hyldeblomstsaft, og sidste søndag tog svigermor og jeg på en lille udflugt, hvor vi fik plukket en masse hyldeblomster. Her er anden del af resultaterne. Denne hyldeblomstsaft er meget lig den, jeg fik som barn, mens hyldesjus og hyldemarmelade er inspireret af Camilla Plums hjemmeside.

Hyldeblomstsaft

Ca. 20 skærme hyldeblomster
2 økologiske citroner i skiver
1 liter vand
1 kg rørsukker
40 g citronsyre

Læg hyldeblomster og citronskiver lagvis i en plastboks. Varm vand og sukker op, indtil sukkeret er smeltet. Rør citronsyre i og hæld det ud over hyldeblomsterne. Stil boksen i køleskabet.

Lad din hyldeblomstsaft trække køligt i fire dage, hvor du rører i blandingen en til to gange om dagen. Si din hyldeblomstsaft og hæld den på skoldede flasker. Husk, at saften skal fortyndes med iskoldt vand, når det skal drikkes.

Note: Det er sjovt, hvor overrasket man kan blive over ting, man egentlig godt ved. Jeg har fået masser af hjemmelavet hyldeblomstsaft som barn – og elskede det – men i mange år har jeg nøjedes med det, man kan købe i supermarkederne. Den hjemmelavede hyldeblomstsaft er dog markant bedre, og hvis du ikke allerede har lavet hyldeblomstsaft, så skynd dig at benytte chancen for at lave en af de dejligste sommerdrikke til næsten ingen penge.

Hyldesjus

1 del koncentreret hyldeblomstsaft
1 del gin (eller whisky)
masser af knust is

Bland ingredienser og nyd den stille og roligt.

Note: Nu kan jeg normalt ikke fordrage gin, men det her er den bedste måde at anvende den på, jeg indtil videre har set.

Hyldemarmelade

Tag de hyldeblomster og citroner, der bliver tilbage, når du sier hyldeblomstsaften. Det er vigtigt, at du har brugt hyldeblomster, hvor alle insekter er fjernet, indtil saftproduktionen gik i gang. Hak blomster og citroner grundigt, inden du koger dem i en gryde med en lige så stor mængde rørsukker. Kog så længe, at citronerne bliver helt møre – jeg gav min portion en halv time, og der var sukkeret næsten karamelliseret. Hæld det på et skoldet glas og stil det køligt – kan bruges på ost eller i kager.

Note: Intens smag, så den skal nok bruges med måde – men meget spændende smag, og så elsker jeg, at man bruger ingredienser, man ellers ville have smidt ud.



59 thoughts on “Hyldesjus, hyldeblomstsaft og hyldeblomstmarmelade”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *