solbærsaft, saft, solbær, rørsukkerTidligere på ugen fik jeg en stor pose friskplukkede solbær fra min mor, og de skulle jo omsættes. Jeg lavede et lillebitte glas solbærmarmelade – mest af alt for lige at få en smule marmelade med mørke bær i huset, for det har vi ikke pt. Jeg havde dog ingen tålmodighed til at nippe solbær, så det blev som sagt en lille portion, og jeg kan ikke længere huske blandingsforholdene.

Resten af solbærrene brugte jeg til at lave solbærsaft, for jeg havde fundet en yderst let opskrift, hvor jeg kun skulle fjerne stilke – ikke noget med at nippe ender af solbærrene – og jeg tænkte, det kunne være godt at have noget solbærsaft, som jeg kan lege videre med på et senere tidspunkt. Opskriften fandt jeg hos gamledanskeopskrifter.dk. Jeg undlod dog konserveringsvæsken i opskriften og puttede sukkeret i med det samme.

Solbærsaft

1 kg solbær
300 g rørsukker
1 dl vand

Fjern evt. stilke fra bærrene og skyl bærrene. Put dem i en gryde sammen med vandet og sukkeret og bring det i kog. Læg låg på gryden og lad det koge ved svag varme i et kvarter.

Si saften og hæld den på skoldede flasker.

Note: En kraftig og ikke specielt sød saft, som jeg tror kan blive spændende i saucer, drinks eller måske desserter. Der er mange muligheder, og jeg har nu et par beholdere med mørkerøde dråber i fryseren…