Hyldeblomstkys

Hyldeblomstkys

I forlængelse af gårsdagens indlæg kan jeg jo passende fortælle om de hyldeblomstkys, som jeg har lavet denne eftermiddag. Inspirationen fik jeg fra Urtekram, hvor jeg næsten fulgte opskriften – brugte dog vaniljesukker og fordoblede mængden, men du kan sagtens klare dig for det halve – jeg havde bare lyst til en portion med fuld skrue på smagen!

Hyldeblomstkys

ca. 45 stk.

1½ æggehvider
140 g lys rørsukker
fintrevet skal fra 1 øko-citron
1 tsk vaniljesukker
4 spsk friske hyldeblomster (kun selve blomsterhovederne)

Hæld æggehviderne i en skål og pisk dem luftige men ikke stive. Tilsæt lidt sukker og pisk grundigt og fortsæt piskningen mens du løbende tilsætter mere sukker. Stop når alt sukkeret er tilsat, og massen er stiv og sej. Vend forsigtigt citronskal, vaniljesukker og hyldeblomster i marengsmassen og hæld det i en sprøjtepose. Sæt små toppe på en bageplade med bagepapir – de skal ca. være på størrelse med en femkrone – og bag dem ved 120 grader i en time.

Note: De blev ret søde men smagte også tydeligt af hyldeblomster – mmm! Sukkeret blev desværre ikke helt opløst under piskningen, hvilket godt kunne fornemmes på konsistensen, men det må jeg huske at være mere grundig med en anden gang.

Og nu vil jeg sætte mere mad over, for jeg får fint besøg i aften – et par kagequinder, som har været modige nok til at besøge mig, mens jeg har kage-benspænd. Gad vide, om jeg kan ryste dem lidt… 😉



17 thoughts on “Hyldeblomstkys”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.