Citronfudge og lakridsfudge

Citronfudge og lakridsfudge

Når jeg skal bestikke rigtig forkæle gemalen, så køber jeg en pose fudge til ham. Det er muligvis hans yndlingsslik – i hvert fald er det på top3-listen – og det har jeg ikke helt forstået, eftersom fudge aldrig har sagt mig noget. Det ændrede sig dog lidt for nylig, da jeg smagte nogle lækre fudge-udgaver, som jeg købte i Torvehallerne. Konsistensen var meget bedre end dem, jeg tidligere har smagt, og der var et par ret tiltalende og funky smagsvarianter.

Jeg har tidligere eksperimenteret med at lave fudge, men der kom jeg til at tage gryden af lidt for tidligt, så der blev resultatet lidt krystalliseret, hvilket var ærgerligt, for smagen fejlede ikke noget. Siden stødte jeg dog på en spændende fudge-opskrift hos Suburban Kitchen Life, og den lød så enkel og ligetil, at jeg fik lyst til at prøve den. Jeg havde dog ikke sødmælk i huset, så jeg brugte i stedet fløde og skummetmælk, en smule mere smør samt lavede en udgave med citron.

Citronfudge og lakridsfudge

1 dåse kondenseret mælk
½ dl fløde
1 dl skummetmælk
450 g rørsukker
125 g smør
2 tsk lakridspulver fra Johan Bülow
fintrevet skal fra ½ øko-citron

Hæld den kondenserede mælk, fløde, mælk, rørsukker og smør i en høj pande eller bred gryde og skru op for varmen. Rør rundt, og når det bobler, skal du røre konstant i massen i ti til femten minutter, indtil massen bliver sej at røre i. Skrue evt. en smule ned for varmen – der skal stadig være rimelig kraftig varme på blusset, men den må ikke stå på den højeste effekt.

Hæld den varme masse over i en skål – pas på at du ikke rører sukkermassen, for den er brændende varm – og pisk det grundigt i ti minutter med en elpisker.

citronfudge, lakridsfudge, kondenseret mælk, fløde, mælk, rørsukker, smør, lakridspulver, citroner, fudge

Jeg valgte herefter at dele massen i to lige store dele og røre lakridspulver i den ene og citronskal i den anden.

Beklæd to små forme med bagepapir og hæld de to fudgemasser i hver sin lille form – tror dem jeg brugte var ca. 8×18 cm eller deromkring. Stil formene i køleskabet og lad dem køle af til næste dag. Skær din citronfudge og din lakridsfudge i små firkanter og nyd dem i fulde drag.

citronfudge, lakridsfudge, kondenseret mælk, fløde, mælk, rørsukker, smør, lakridspulver, citroner, fudge

Note: Ok, jeg er omvendt. Fudge kan jo være fantastisk! Det er så en opdagelse, jeg ikke er 100% glad for at gøre, for det smager så godt, at det kræver en del selvdisciplin ikke at gå ud og raide køleskabet totalt. Lakridsfudge er skønt, men nu er jeg jo helt skudt i citron, så citronfudge er min klare favorit – sød, frisk og citronlækker på samme tid!

OBS – hvis fudgen driller og er blød næste dag, når du vil skære den ud, så kan du stadig redde den. Varm forsigtigt fudgemassen op i en gryde og lad det boble. Husk at røre i det konstant! Blev ved, indtil massen bliver sej at røre i og hæld det så en skål. Pisk massen i fem til ti minutter, hæld den i en form og stil den i køleskabet et par timer. Så skulle det gerne være muligt at skære den i tern 🙂



51 thoughts on “Citronfudge og lakridsfudge”

  • Det havde jeg aldrig selv tænkt, citron i fudge. Skønt, ville gerne smage den banan fudge du fik købt dig i torvehallerne, uhm. Måske jeg skulle eksperimentere.

    • Jeg tror godt, man kan lave bananudgaven ud fra denne opskrift – jeg får i hvert fald lyst til at prøve 🙂

  • Blimey – det ser lækkert ud! Jeg eeeelsker fudge, men tror aldrig jeg har overvejet at lave det selv… men det gør jeg nu, for det ser virkelig lækkert ud 🙂

    • Det skal du gøre! Jeg er 100% overbevist nu, og når det er så let, så gider jeg ikke længere købe fudge til gemalen. Fremover kan han blot lokke mig til at lave en portion – eneste ulempe er, at han så skal dele med mig 😉

    • Hm… så skal jeg snige mig forbi gemalens vagtsomme blik… han holder skarpt øje med ‘hans’ fudge 😀

    • Ja, jeg er også overtalt nu – og ikke overraskende er jeg jo helt pjattet med citronudgaven 😉

  • Jeg tror faktisk lige, du fik omvendt mig fra fudge-skeptiker til full on fan. Og det endda uden at smage først 🙂 Må fluks ned efter kondenseret mælk, så jeg kan prøve at gøre dig kunsten efter. Evt. med den salte lakridssirup jeg har fra Johan Bülow. Og måske appelsin i stedet for citron. Åh, alle disse muligheder… 🙂

    • Sejt – det er jeg glad for at høre! Uha, appelsin kunne også være en god variant… mmmm…

  • Spændende! 🙂 det fudge jeg har smagt har været sådan lidt tørt i konsistensen, æv. men Mmmm citronfudge, så kan det næsten ikke blive bedre kunne jeg forestille mig 🙂

    • Det har også været min oplevelse indtil nu, og jeg er ikke så god til de tørre udgaver. Men jeg vil tro, at du kan lide denne her 🙂

  • Hvor mange dl. indeholder en daese kondeseret maelk i . Jeg bor ikke i Danmark. Tusind tak pae forhaend.

  • Jeg ELSKER fudge! Det er sååå lækkert! Har også et par dåser kondenseret mælk på lager, som jeg har planer om, skal ende som fudge bl.a., men har ikke lige fået kastet mig ud i det endnu. Men det bliver ret sikkert en lakrids- eller vanillefudge, når jeg skal.
    Hvordan er konsistensen på dine fudges? Er de lige så bløde i det som dem, man køber?

    • De er semibløde – altså ikke bløde i stil med vingummier og frugtflæsk men heller ikke så hårde som lakridskonfekt – nok en smule blødere end de købe-udgaver, jeg har prøvet. Og så smelter de som smør på tungen 😉

  • Ser fantastisk ud! Jeg har heller aldrig rigtig været på fudge-vognen, men får da bestemt lyst til at prøve. Tak for opskrift!

  • Det lyder som en dejlig nem opskrift, har aldrig smagt fudge men går ud fra det kræver kondenseret mælk for at det skal blive til en slags blød form for karameller? Vil prøve den med citron, det lyder rigtig godt:-)

    Vh Lykke

    • Jep, den kondenserede mælk er lidt lettere at arbejde med i forhold til udgaver med fløde i. Kan varmt anbefale citronudgaven, men den anden er nu også god 🙂

  • jeg har flere gange lavet bløde karameller og sidst forsøgte jeg mig med fudge, Jeg ville så gerne ku’ lave det rigtigt, men hver gang bliver det sådan lidt “grynet” og slet ikke sejt nok og så er det bare helt lige meget. Ved ikke hvad der går galt, da jeg s ynes, jeg helt følger anvisningerne. Har du forslag til hvad der går galt for mig? Måske jeg bare sku prøve en sidste gang med din opskrift!!!

    • Jeg tror, at piskningen i denne opskrift hjælper rigtig meget. Jeg synes i hvert fald, at konsistensen blev markant bedre, da den først havde fået 10 minutter med elpiskeren, så måske det er det?

  • Uhm! Det må jeg prøve! Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave med karamel og en med vanilie – hvordan vil du foreslå man gør? 🙂

    • Mht. vaniljefudge ville jeg tilsætte ca. 2-3 tsk vaniljepulver (dvs. ikke vaniljesukker) eller kornene fra to hele vaniljestænger, hvis du laver en hel portion af ovenstående opskrift og ikke deler den op i to varianter, som jeg har gjort. Karamelfudgen er jeg mere i tvivl om. Måske du skal koge den lidt længere tid (5-10 min?), så den bliver mere mørk i både udseende og smag?

      • Tak for svar 🙂 Jeg må prøve mig frem. Jeg har aldrig smagt fudge før og tænker allerede i smage før jeg har smagt det. Så jeg starter nok bare lige med dine varianter og vanilie :))

  • Hej! Jeg har lige et spørgsmål mere ang. fudgen. Når den bobler, skal der så stadig være varme på? og skal det være skruet helt op? På forhånd tak 🙂

    • Ja, så skal gryden fortsat stå på komfuret, og du skal røre i massen i ti minutter, inden du tager den af. Temperaturen skal være høj, men ikke helt i to 🙂

  • Øv, min fudge vil slet ikke stivne.
    Fulgte ellers tidsangivelserne til punkt og prikke.
    Kan den reddes og hvad kan være gået galt?
    Glædelig jul 🙂

    • Det kan være, at den så skal have en smule længere tid på komfuret, men om det fungerer, når den allerede har været kølet ned én gang, ved jeg desværre ikke, da jeg ikke selv har prøvet det. Nu ved jeg ikke, hvor blød massen er i dit tilfælde (og dermed hvor let/svær den er at arbejde med), men du kan evt. overveje at overtrække den med en mørk chokolade?

  • Hej Piskeris,

    samme problem her. Fudgen vil ikke stivne tilstrækkeligt og kan derfor ikke skæres ud. Har bestemt også fulgt opskriften til punkt og prikke… what to do?

    Kh

    • Jeg har ikke selv haft problemet, men jeg gætter på, at massen måske skulle være pisket lidt længere eller har fået for høj varme undervejs. Du kan evt. prøve at opvarme den igen og koge den lidt længere, men jeg ved som sagt ikke, om det virker.

  • Hej, Jeg har prøvet din opskrift, og løb ind i samme problem med at fudgen ikke ville stivne jeg havde den på køl natten over og den var stadig for blød. Jeg varmede den op igen og lod den boble i et stykke tid, så det blev “hårdt” at rør rundt i gryden. Så piskede jeg igen massen i ca. 7 minutter, og satte den tilbage i køleskabet – to timer senere, kunne jeg skærre den ud i tern – og det smagte rigtigt godt (:

    • Det var godt, det lykkedes – og jeg er glad for at høre, at det er let at redde den, hvis konsistensen driller i første omgang. Tak for tilbagemeldingen 🙂

  • Hejsa,
    Jeg har et anderledes problem.. da jeg havde pisket massen i ca. 5 min. begyndte den at smuldre. Den var ellers fin i starten, og havde boblet godt på komfuret. Hvad kan der være galt?

    • Det har jeg godt nok ingen anelse om – jeg har ikke selv prøvet det og kender heller ikke nogen, der er stødt på det problem før, selvom de har lavet forskellige smagsvarianter af fudgen. Måske det igen har noget at gøre med varmen undervejs?

  • Hej. Nu har jeg også prøvet at lave dem, og mine smuldrede også. Jeg tror, det var fordi jeg brugte min røremaskine, den har jo lidt mere power. Men de kan reddes på samme måde, som hvis de ikke stivner ordentligt. Og de smager skønt

    • Det gør de nemlig. Jeg har lavet dem flere gange, og en af gangene drillede konsistensen også, men heldigvis er de rimelig lette at redde, hvis det går galt første gang 🙂

    • Det lyder godt 🙂
      Husk at hvis fudgen driller og ikke stivner nok, så kan I blot varme fudgen op igen i en gryde og lad det simre 3-5 minutter mere, inden I lader det stivne igen. Så burde konsistensen være fin 🙂

      • Det prøvede jeg i dag da min fudge fra i går ikke ville sætte sig ordentligt.
        Over i gryden igen, simre et par minutter – lavede vand testen og det satte sig på skeen og flød ikke ud i vandet.
        Men nu hvor det har kølet nogle timer har jeg lige lavet en smagstest og det er ret grynet.
        Det er en fudge peanutbutter og hele peanuts i.
        Ved simpelthen ikke hvad der går galt – har lavet fudge med peanut før uden problemer….

        • Hvilken opskrift på peanutbutter-fudge brugte du? Det kan være, at der ikke er nok sukker i – eller at sukkeret ikke er ordentligt opløst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *