Djævlekoteletter, Vandmelon Sea Breeze, aubergineruller, ostedip med mandler og kartoffelsalat med rucola

vandmelon sea breeze, vandmelon, melon, vodka, tranebærjuice, drinkVi havde inviteret et vennepar til grill her til aften, og selvom min tidsplan i køkkenet gik lidt galt (jeg skynder mig straks at skyde skylden på varmen!), så endte det med at være et ganske vellykket måltid. Venneparret havde i øvrigt medbragt et gavekort til TP Marked som tak for den Monsters Inc lagkage, jeg lavede til dem for nylig. Det var rigtig sødt af dem – især fordi lagkagen var en gave – så nu har jeg truet dem med at lave en ny kage til dem! 😀
Jeg fik afprøvet en masse spændende opskrifter – drinken Sea Breeze stammer fra BoligLiv nr. 7/2009, aubergineruller og ostedip kommer fra hæftet ‘Mad på grillen’, djævlekoteletterne fra hæftet ‘Femten stærke’, som Danske Slagterier udgav for nogle år siden, og den lækre kartoffelsalat stammer fra Signes dejlige madblog.

Vandmelon Sea Breeze
1 glas

knust is
vodka
saft fra en vandmelon
tranebærjuice

Fyld et glas med knust is og tilsæt vodka samt lige dele vandmelonsaft og tranebærjuice. Pres en smule limesaft og hæld den i drinken. Pynt evt. med mynte og en skive lime.

Note: Vi havde ikke vodka i nærheden, så vi brugte Martini i stedet – det er den bedste udnyttelse af Martini, jeg nogensinde har prøvet! Lækker sommerdrink, som sikkert kan varieres med andre former for lys alkohol.

djævlekoteletter, svinekød, nakkekoteletter, dijonsennep, frisk chiliDjævlekoteletter
3 personer

3 tykke nakkekoteletter
1½ spsk dijonsennep
1 stor frisk chili
3 tsk citronsaft
salt og peber

Skær en lomme i koteletterne. Rør dijonsennep sammen med hakket chili, citronsaft og salt. Fyld blandingen i lommen på koteletterne. Luk dem med tandstikker og grill dem.

Note: Jeg blandede desuden 2 tsk fromage frais i. Den ene gæst er ikke så god til chili, så i hendes kotelet blev fyldet i stedet en creme af smørbar gedeost, hakket, frisk basilikum og salt.

kartoffelsalat med rucola, kartofler, salat, soltørrede tomater, agurk, dijonsennep, balsamicoKartoffelsalat med rucola
4 personer

½ kg små nye kartofler
½ pk. rucola
100 g soltørrede tomater i olie
½ agurk
1 tsk dijonsennep
1 spsk balsamico
4 spsk olivenolie
salt og peber

Vask kartoflerne og sæt dem til at koge. Imens laves dressingen; sennep og balsamico piskes sammen, og olien tilsættes lidt efter lidt. Smag dressingen til med salt og peber. Når kartoflerne er møre, hældes vandet fra, og lige så snart du kan røre ved dem, skærer du dem i mundrette stykker og vender dem i dressingen.

Lad kartoflerne køle helt af. Skræl agurken, tag kernerne ud og skær den i små tern. Skær de soltørrede tomater i små stykker og vend agurk og tomater i kartoflerne. Bland rucola i salaten lige inden servering.

Note: Jeg har lavet ‘dobbelt op’ på dressingen i forhold til den originale opskrift. God kartoffelsalat og dejligt at prøve en anden måde at få nye kartofler på.

Ostedip med mandler
5 personerostedip, dip, friskost, mælk, skalotteløg, hvidløg, mandler

200 g friskost
½ dl mælk
½ skalotteløg
½ fed hvidløg
1½ spsk hakkede, blandede krydderurter
60 g mandelflager
salt og peber

Rør friskost med mælk. Hak skalotteløg og hvidløg meget fint og vend dem sammen med krydderurterne med let hånd. Rist mandlerne på en tør pande. Vend 2/3 af dem i ostecremen og smag til med salt og peber. Drys de resterende mandelflager over.

Note: Jeg havde ikke mælk, så jeg brugte vand i stedet og så brugte jeg et helt fed hvidløg. Der var ingen mandelflager i SuperBest, da jeg handlede ind i dag, så jeg har brugt mandelsplitter i opskriften – same same but different. Meget lækker ostedip – næste gang putter jeg endnu flere krydderurter i, for den må gerne være stærkere i smagen.

Aubergineruller
4 personer

aubergineruller, aubergine, persille, hvidløg, olivenolie, parmesan, rasp, mozzarella

1 stor aubergine
½ bundt persille
1 fed hvidløg
½ dl olivenolie
50 g friskrevet parmesan
1-2 spsk rasp
75 g mozzarella

Rens og skyl auberginen og skær den i tynde skiver på langs. Drys skiverne med salt og lad dem trække i ca. 30 minutter. Skyl dem og dup dem tørre. Skyl persillen, ryst den tør og hak den fint. Hak hvidløget og rør det med parmesan og så meget rasp i, at det bliver til en smørbar masse. Krydr med salt og peber.

Læg aubergineskiverne ved siden af hinanden og smør dem med massen. Skær mozzarellaen i 1 cm tykke bjælker og læg en på hver aubergineskive. Rul skiverne sammen og luk med tandstikker. Grill rullerne, til de er brune – vend dem én gang.

Note: Jeg havde ikke fået læst opskriften ordentligt, så jeg havde fået købt revet mozzarella, men det virkede fint. Rasp udelod jeg. Rullerne blev ganske gode, selvom tandstikkerne drillede noget, da de skulle samles.

7 thoughts on “Djævlekoteletter, Vandmelon Sea Breeze, aubergineruller, ostedip med mandler og kartoffelsalat med rucola

  1. Det lyder helt,helt vildt lækkert, du er et unikum til at gennemskue retter, før du har prøvet dem. Din menu må prøves af her også, næste gang vi får gæster.

    Herligt at læse, at du fik en gave som tak for gaven – hvad skal det ikke ende med 😉

    Dejlig sval søndag til dig 😉

  2. Mmmm, det lyder som en lækker grillaften – og tak for den pæne omtale 🙂
    Jeg tror bestemt at den der drink må afprøves, så snart sommerhuslivet kalder (om LANGE 2 uger)!

  3. Madame – tusind tak 🙂

    Gæsterne var meget tilfredse med sammensætningen af retterne, men jeg må indrømme, at de denne gang mere var udvalgt ud fra “orv, den ser også spændende ud!”-princippet end at alt skulle matche! 😀

    Det er fint med lidt lavere temperaturer i dag – jeg tror, vi vil slappe lidt af med en god film eller lignende. Under alle omstændigheder skal der slappes af 😉

    Hav en dejlig søndag!

  4. Signe – det var det bestemt også 🙂

    Drinken var dejlig frisk, og lige nu overvejer jeg, om ikke jeg skal bruge den sidste stump vandmelon til en drink (dog uden alkohol) senere i dag.

    Og bare rolig – jeg tror, de to uger går hurtigt, så du også kan få noget velfortjent ferie 🙂

  5. Hanne – mange tak, ja den er dejlig frisk den drink! Den anden dag kom vi til at tale om vandmelon og drinks på arbejdet, og det eneste, folk kunne komme i tanke om, er den klassiske 'hæld vodka i en vandmelon og det er så det'. Meen jeg synes nu, der er potentiale til en hel del drinks med vandmelon – det er i hvert fald en meget frisk variant af de temmelig søde drinks, som ellers hører sommeren til 🙂

  6. Pingback: Vandmelondrink | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *