Vandmelondrink

Vandmelondrink

Tidligere på ugen grillede vi sammen med nogle venner, og her fik jeg lyst til at lave en hurtig vandmelondrink. Nu har temperaturen som bekendt været rimelig høj de seneste dage, så det måtte ikke være en alt for tung og sød drink, og jeg fandt derfor vandmelonen frem fra køleskabet. Der er nemlig ikke noget så dejligt læskende som en iskold vandmelondrink her i varmen.

Vandmelonen blev flækket. Den ene halvdel blev lagt tilbage i køleskabet, og jeg fjernede skallen på den anden halvdel og skar frugtkødet i mindre stykker. Du kan vælge enten at fryse melonstykkerne ned, inden du skal bruge dem – eller du kan hælde frugtkødet over i en blender sammen med et par håndfulde isterninger. Husk at fjerne stenene.

Blend vandmelonstykkerne – gerne sammen med isterninger – indtil du får en ensartet iskold vandmelonsaft. Tilsæt lidt vodka – hvor meget/lidt afhænger af, om du vil kunne smage vodkaen eller ej.

Hæld din vandmelondrink i cocktailglas og servér med det samme. Vil du gøre det ekstra festligt, smører du kanten af glassene med lidt honning, inden du trykker dem ned i grønt sukker.

OBS – grønt sukker kan du selv lave ved at hælde rørsukker i en lille skål og tilsætte lidt vand og lidt grøn pastafarve (kan købes hos kagedekorationsbutikker – det bruges også til at farve fondant). Rør det godt rundt – pas på du ikke bruger for meget vand, så sukkeret bliver opløst – og fordel så det grønne, våde sukker ud på et stykke bagepapir og lad det tørre, inden du skal bruge det.

Tadaa – en dejlig vandmelondrink – lige til at nyde på terrassen!

Prøv eventuelt også denne sommerdrink med vandmelon eller en Vandmelon Sea Breeze.



9 thoughts on “Vandmelondrink”

  • Er en af de få der ikke er så vild med vandmelon – af den slags vi får på disse breddegrader … men den drink, den skulle jeg nok kunne få ned 😉

  • (psst: man kan også farve sukker ved simpelthen, at røre det sammen med frugtfarve (uden at tilsætte vand) 😉 )

    • Aha! Jeg plejer ikke at have frugtfarve i huset, da jeg altid arbejder med pastafarve (så skal man nemlig ikke bruge så meget). Ville ellers frygte, at frugtfarven ikke farver nok igennem. Tak for tippet 🙂

    • Det passer godt til varmen – jeg lavede også en anden vandmelondrink i dag, som jeg muligvis blogger om i løbet af næste uge.

  • Fin drink. Det der vodka kan være noget farligt noget. For meget længe siden var vi til sommerfest i en officersmesse, hvor der i baren stod en meget stor bowle med den dejligste, kolde appelsinjuice – sådan smagte det i hvert fald. Vi måtte vente længe på, at de sidste gæster skulle komme hjem fra en øvelse, så der var en hel del, der forfriskede sig med en hel del juice. Flere var ret berusede, da vi satte os til bords – det var i de dage, da man i Danmark for første gang hældte vodka i drinks – og det kunne slet ikke smages – kun ses/mærkes virkningen af!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *