Italiensk toast med mozzarella og peperonata

Jeg er ikke superaktiv i køkkenet disse dage, så det er meget passende, at månedens benspænd er italiensk mad, for det giver mulighed for at trylle gode og simple retter frem på ingen tid – og alligevel følge benspændet. I går fik jeg tilmed ryddet godt op i køleskabet, da jeg lavede aftensmad på under en halv time. Jeg havde kigget lidt i ‘Moderne Mamma’ og ‘Italiensk køkken’ og tilpassede retterne til køleskabets og grøntsagsfadets indhold.

Italiensk toast
2 personer

4 skiver sandwichbrød/hvedebrød
1 kugle frisk mozzarella
1 æg
1-2 dl hvedemel
vand
salt
olivenolie til stegning

Skær mozzarellaen i tynde skiver og læg disse mellem sandwichbrødene. Tag hver toast og vend den hurtigt i en tallerken med vand, så de to yderste brødsider bliver våde men ikke gennemblødte. Vend derefter toasten i mel og til sidst i sammenpisket æg. Steg de to toast i olivenolie, så de bliver gyldne. Servér straks.

Note: Det er godt nok sjældent, vi får toast, men det er en herlig spise, og denne version er ganske fin. Jeg ‘snød’ dog lidt og brugt4e et hvedebrød, hvor der også var grahamsmel i, for det er meget sjældent, at vi har ‘rene’ hvedebrød – jeg foretrækker, at der er flere fibre og mere smag i.

Peperonata
3 personer

1 lille løg i tynde både
lidt olivenolie
1 fed finthakket hvidløg
2 røde peberfrugter, skåret i strimler
1 dåse flåede tomater
salt, peber og frisk basilikum

Steg løgbådene i olien, til de er møre, og tilsæt så hvidløget. Lad det stege et minuts tid og tilføj dernæst peberfrugterne. Lad det simre i ca. ti minutter – husk at røre i det ind imellem – og hæld så de flåede tomater på panden. Lad det simre videre, indtil saucen begynder at tykne. Smag til med salt og peber og drys frisk basilikum på lige inden servering.

Note: Det bliver saftigt og smagfuldt tilbehør, som passer godt til mange retter – i dag brugte vi for eksempel den sidste rest som fyld i et par boller.

15 thoughts on “Italiensk toast med mozzarella og peperonata

  1. Irene – tak skal du have. Det var dejligt med en omgang simpel men lækker mad efter en lang dag – og en toast er jo ikke lige det sundeste, men nu var det også lørdag, så mon ikke det går? 😉

  2. Peperonata lyder meget, meget lækkert! Italienske toasts har jeg vist fået for mange af i min barndom – det var min mords yndlingsret, når hun ikke orkede at lave rigtig mad, men de smager skønt 🙂

  3. Malou – uh tak – det var også en positiv overraskelse, og jeg vil bestemt ikke afvise, at den ret kan komme på bordet igen en anden gang 🙂

  4. NYBH – mange tak. De smagte også rigtig godt, og jeg indså pludselig, at det er alt for længe siden, jeg sidst har fået en toast – det går jo ikke 😉

  5. Hanne – mange tak. Jeg har mere tid sidst på ugen, og så håber jeg på at få lavet en solid vifte af italienske retter, som jeg kan fortælle om 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *