kalkun, amerikansk julemad, Thanksgiving, Thanksgiving Dinner, stegt kalkun, fyldt kalkun, stuffingHvis du har set en del amerikanske tv-serier og film, så er du helt sikkert stødt på amerikansk julemad. Og jeg kan jo ikke have et benspænd med juleretter fra andre lande uden at servere en amerikansk julemad – i dette tilfælde julekalkun. De amerikanske juletraditioner vil jeg ikke gå så meget i dybden med – dem kan du læse mere på Wikipedia. Traditionen med at spise kalkun findes i øvrigt også i mange andre lande, og så vidt jeg ved er det også blevet en smule mere udbredt herhjemme de senere år.

Jeg tog udgangspunkt i den Thanksgiving Dinner, som jeg tilberedte sidste år, for amerikansk julemad minder på flere punkter Thanksgiving-middagen, og så var det samtidig den bedste kalkunret, jeg nogensinde har fået – saftig, mør og velsmagende kalkunkød med den lækreste sauce til. Både kalkun og sauce blev tilberedt på samme måde, mens jeg valgte at lave en pølse- og brødstuffing, som jeg fandt opskriften til i en kogebog, som en amerikaner var så sød at lave til mig for et par år siden. Jeg justerede dog lidt på opskriften, så jeg samtidig kunne bruge noget æblesirup op. Mange amerikanere er i øvrigt gået over til at tilberede fyldet ved siden af, og det gjorde jeg da også sidste år til Thanksgiving middagen, men denne gang brugte jeg det som fyld i kalkunen og sørgede bagefter for at varme det kraftigt op, så der ikke var fare for bakterier.

Til amerikansk julemad hører der sig også en dessert, og i dette tilfælde blev det Apple Bars, som en anden af mine amerikanske forbindelser anbefalede mig.

pølse- og brødstuffing, stuffing, amerikansk julemad, Thanksgiving Dinner, Thanksgiving, pølser, løg, rosmarin, hønsebouillon, bouillon, toastbrød, æblesirupPølse- og brødstuffing

300 g frankfurterpølser
1 stort løg, hakket
1 tsk salt
½ tsk peber
2 spsk rosmarin
1 dl hønsebouillon
400 g lyst brød i tern
1 dl æblesirup

Kog pølserne og hæld alt undtagen 1 dl af kogevandet fra. Tag pølserne op af gryden og hæld løg ned i den sidste rest kogevand. Mens det simrer, skærer du pølserne i skiver og putter dem tilbage i gryden. Tilsæt salt, peber og rosmarin. Skær brødet i tern og hæld dem i en stor skål. Vend æblesirup og hønsebouillon i brødternene og derefter pølseblandingen. Fyld kalkunen med blandingen og gem resten i køleskabet, mens kalkunen steger.

Når kalkunen er færdigstegt, graver du fyldet ud med en stor ske og putter fyldet i en gryde sammen med resten, der stod i køleskabet. Opvarm fyldet og lad det koge nogle minutter. Servér det som tilbehør til kalkunen.

Note: Kønt så det ikke ud – men det smagte ganske godt.

sød kartoffelmos, kartoffelmos, sweet potatoesDen søde kartoffelmos blev lavet på totredjedele sweet potatoes og en tredjedel almindelige kartofler. Jeg tilsatte smør, lidt fløde, lidt vaniljesukker og lidt sukker og sluttede af med at krydre mosen med salt, da den var helt færdig. Jeg havde en opskrift i min amerikanske kogebog, som jeg overvejede at følge, men da det krævede flere sweet potatoes, end jeg kunne nå at skaffe, ligesom der også skulle bruges skumfiduser i retten (!!), så må den vente til en anden god gang.

Desserten har jeg som sagt også fra USA, og målene oversatte jeg løst, mens jeg tilberedte kagen. Jeg glemte dog at tilsætte flormelis til sidst, men jeg syntes nu ikke, at det manglede.

Apple Bars Apple Bars, æblekage, kage, dessert, mørk farin, smør, æg, æbler, hvedemel, bagepulver, kanel, nødder, hasselnødder

1½ dl mørk farin
50 g blødt smør
1 æg
ca. 400 g æbler skåret i tern
1½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk kanel
½ tsk muskatnød
et knips salt
50 g hakkede hasselnødder

Pisk sukker, smør og æg til en luftig masse. Vend æbleternene i og tilsæt derefter resten af ingredienserne. Fordel dejen i en smurt bageform – jeg brugte et mindre fad – og bag kagen ved 175 grader i 40-50 minutter. Afkøl kagen og skær den i aflange stykker, som du evt. kan vende i flormelis.

Note: Meget lækker kage, som gæsterne også var ret begejstrede for. Jeg synes dog ikke den var så kompakt, at jeg ville skære den ud og rulle den i flormelis, men som almindelig skærekage var den rigtig fin.