Squashtærte med lufttørret skinke

Jeg skylder en sidste tærte, inden jeg kan komme i gang med næste måneds benspænd, så den kommer her! Inspirationen fandt jeg igen i ‘Tænd med tærter…’, men jeg pillede en del ved opskriften – blandt andet fordi jeg lige skulle udrydde et par ting, der sang på sidste vers i køleskabet (og det larmer så skrækkeligt, så det gider jeg ikke høre på).

Jeg har brugt groft mel i dejen, har ændret på krydderierne, og så brugte jeg kærnemælk i stedet for minimælk og fromage frais. Ah – og så lagde jeg skinken på selve tærten i stedet for at stege det ved siden af. Totalt respektløst, jeg ved det godt.

Squashtærte med lufttørret skinke
4-5 personersquashtærte, tærte, madtærte, smør, rugmel, hvedemel, timian, squash, rødløg, æg, kærnemælk, maizena, muskatnød, ost, skinke

Dej:
100 g smør
75 g groft rugmel
ca. 125 g hvedemel
1 tsk salt
1 tsk timian
1 æg

Fyld:
2 squash, der skæres i stave
2 rødløg i tynde både
lidt olivenolie
salt

Æggemasse:
2 æg
3 dl kærnemælk
1 spsk maizena
lidt muskatnød

Pynt:
1 dl revet ost
7-8 skiver lufttørret skinke

Ingredienserne til dejen æltes sammen. Glat dejen ud i et tærtefad og bag den ved 180 grader varmluft i ca. 20 minutter. Svits imens grøntsagerne på en pande med lidt olie i ca. fem minutter. Pisk ingredienserne til æggemassen sammen. Når tærtedejen er forbagt, hælder du grøntsagsblandingen over, dernæst æggemassen og til sidst drysser du den revne ost over. Bag tærten ved 200 grader i ca. 30 minutter og tag den derefter ud og læg skinken på. Giv tærten ca. 10 minutter mere.

14 tanker om "Squashtærte med lufttørret skinke"

  1. Den lyder lækker. Det ser meget rustikt ud med skinken og squash stavene… Det kan jeg godt lide :-). Jeg glæder mig til at se hvad du har fundet på at lave i marts måned… 🙂

  2. Vibeke – mange tak! Der var også misundelige blikke til frokost i dag! 😀

    Kan være jeg røber det allerede i aften… men måske trækker jeg spændingen til i morgen 😉

  3. Madame – jo, og derfor har de godt af stegningen undervejs. Den er dog stadig dejlig saftig efter bagningen, men heldigvis ikke decideret våd 🙂

  4. Annettes – altså, en squashkage skal man bestemt heller ikke undervurdere – det er guf!

    Og mht. denne måneds tema… så bliver det snart afsløret 😀

  5. Hanne – mange tak! Jeg havde tænkt på at lave første benspænd her til aften, men det ser ud til, at det trækker ud til i morgen… til gengæld kommer jeg nok til at blogge et par andre ting lidt senere… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *