Stegte sild med glaserede rødløg

Stegte sild med glaserede rødløg

I dag holdt vi påskefrokost sammen med svigerfamilien, hvor alle havde et par retter med, og det var rigtig lækre sager, der kom på bordet. Vi medbragte nogle stegte sild, påskebrød, andeleverpostej, salat samt en citronkage.

Under frokosten nævnte jeg, at vi havde kigget forgæves efter ramsløg på cykelturen i skoven for et par dage siden, hvortil min svigermor svarede, at hun kendte et sted i omegnen, hvor der står masser af ramsløg! Hun tilbød endda at hente et par bundter i løbet af ugen, men allerede et par timer senere fik jeg stukket to fine bundter i hånden. Gæt hvem der straks susede ud i køkkenet for at lave pesto, urtesalt og tzatziki?

Stegte sild med glaserede løg

10 stk

10 sildefileter
10 tsk dijonsennep
grahamsmel
smør til at stege i

1-2 mellemstore rødløg
25-35 g smør
3 spsk rørsukker

salt og peber

Sildefileterne rengøres, åbnes og smøres med sennep indvendig. Luk dem og vend dem i grahamsmel. Steg fiskene på panden i en god klat smør og læg derefter de stegte sild på en tallerken. Drys med lidt salt og peber.

Løgene skæres i tynde skiver. Opvarm smør og rørsukker på en pande og rør det godt sammen, inden du vender løgene i det. Lad det simre nogle minutter, så løgene bliver bløde og glaserede, og fordel dem derefter over de stegte sild. Servér straks.

Note: Det her er min yndlingsversion af stegte sild, hvor senneppen og de glaserede løg fungerer rigtig godt sammen med sildene.

Påskebrød

1 stort

20 g gær
5 dl koldt vand
1 dl yoghurt naturel
1 dl fuldkornshvedemel
1 tsk salt
1 spsk rørsukker
hvedemel for resten
gurkemeje til pynt

Opløs gæren i vandet og og bland resten af ingredienserne i én ingrediens ad gangen – dog undtagen gurkemeje. Når du har tilføjet så meget mel, at du har en god, smidig dej, dækker du den til med et viskestykke og lader den hæve på køkkenbordet natten over. Næste morgen ælter du dejen og former et langt brød, som du lægger på en bageplade med bagepapir. Lad brødet hæve en halv times tid. Drys gurkemeje over det, så det bliver rigtig påskegult, og bag brødet ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Note: Saftigt og mildt brød – gurkemejen er mest til pynt, og brødet kan fint bruges sammen med fisk og lignende lækre sager til en påskefrokost.

påskebrød, hvedebrød, brød, gær, yoghurt naturel, fuldkornshvedemel, rørsukker, hvedemel, gurkemeje


16 thoughts on “Stegte sild med glaserede rødløg”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *