Chokoladesmåkager med valnødder

chokoladesmåkager, chokoladekage, kage, småkager, dessert, grahamsmel, æg, smør, rørsukker, vanilje, vaniljeekstrat, valnødder, hvedemel, bagepulver, chokolade, mørk chokoladeJeg er ikke specielt vild med småkager, og ind imellem kan det godt ærgre mig lidt, da det er utrolig let og hyggeligt at bage dem. Derfor ynder jeg at bruge småkager som bestikkelse (!), og det skulle jeg bruge i weekenden, hvor jeg bagte denne portion.

Den originale opskrift stammer fra en kogebog med den fængende titel ‘Chokolade’. Jeg udskiftede en smule af melet med grahamsmel, erstattede vaniljesukker med vaniljeekstrat, brugte mindre chokolade i selve dejen men hakkede til gengæld noget ekstra og dryssede det oven på småkagerne, da de var bagt. Og så brugte jeg rigtig chokolade og ikke chokoladeknapper, som bogen foreslog. Maizenamel udelod jeg helt.


Chokoladesmåkager med valnødder

en bradepande

Mørdej:
200 g hvedemel
50 g grahamsmel
125 g koldt smør i tern
2 spsk rørsukker
1 æg
en knivspids salt

Fyld:
80 g hakket mørk chokolade
3 æg
150 g smeltet smør
150 g rørsukker
1 spsk vaniljeekstrat
100 g hakkede valnødder
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver

50-80 g hakket mørk chokolade til pynt

Ælt alle ingredienser til mørdejen sammen, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en halv time. Rul den derefter ud og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir. Prik dejen et par steder med en gaffel og bag dejen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Smelt imens chokoladen i et vandbad. Del æggene i hvider og blommer. Pisk smørret med sukker og vaniljeekstrat, og rør derefter æggeblommer og den smeltede chokolade i. Tilsæt nødder. Pisk æggehviderne helt stive og bland mel og bagepulver i. Vend det derefter i chokolademassen sammen med de stiftpiskede hvider.

Fordel massen på den forbagte bund og bag kagen færdig ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Drys den hakkede chokolade på kagen, når den er taget ud af ovnen, og skær kagen ud til firkanter, mens den stadig er varm.

Note: Jeg brugte en mørk chokolade, der var forholdsvis kraftig i smagen. Kombineret med valnødder giver det en småkage, som mætter godt smagsmæssigt, så det er ikke en kage, du nødvendigvis spiser mange af på én gang (hvilket jeg synes er en fordel :-)).

Kirsebærmuffins

kirsebærmuffins, muffins, kage, dessert, hvedemel, grahamsmel, bagepulver, smør, rørsukker, æg, vaniljesukker, marcipan, creme fraiche, kirsebær
Tidligere på ugen havde jeg lovet at medbringe kage, og det så jeg som en kærkommen lejlighed til at bage kirsebærmuffins! Jeg er typen, der elsker at købe muffinforme og kagepynt – men er knapt så god til at få det brugt, da jeg oftest bager tærter eller lignende kager, hvor behovet for pynt er knapt så stort.

Men nu skulle det være. At jeg så ikke nåede at få taget billeder, da jeg havde pyntet mine kirsebærmuffins – deeet taler vi ikke højt om. Men jeg endte faktisk med at dekorere dem med lidt vaniljecreme.

Kirsebærmuffins
12 stk.

2½ dl hvedemel
1 dl grahamsmel
1 tsk bagepulver
en knivspids salt
75 g smeltet smør
2 dl rørsukker
1 stort æg
1 tsk vaniljesukker
75 g revet marcipan
4 spsk creme fraiche
150 g friske kirsebær skåret i mindre tern

Tænd ovnen og sæt den på 175 grader. Bland mel, bagepulver og salt i en skål. I en anden skål piskes smør og rørsukker grundigt, så det bliver en lys og luftig masse. Pisk æg, vaniljesukker, creme fraiche og marcipan i og tilføje lidt efter lidt melblandingen. Vend kirsebærrene i og fordel dejen i muffinsforme. Bag dine kirsebærmuffins i ovnen i ca. 20-25 minutter. Stik evt. i en af kagerne med en tynd træpind for at tjekke, om den er gennembagt.

Når dine kirsebærmuffins er kølet af, kan du dekorere dem – for eksempel med vaniljecreme.

Note: Disse kirsebærmuffins er ikke voldsomt søde til trods for sukkermængden, så det passede sig fint med vaniljecreme på toppen. Men de er også dejlig friske uden, og læg så lige mærke til, hvor sunde de er – der er jo både bær og grahamsmel i… 😉

Fuldkornsboller med gods i

fuldkornsboller, boller, gær, solsikkekerner, hørfrø, grahamsmel, skårne rugkerner, hvedemelDet er efterhånden længe siden, at jeg har bagt rugbrød, og af samme grund tror jeg, at jeg starter en surdej op her i weekenden. Jeg savner det tunge, fiberrige brød, og hvis jeg nogensinde skulle bo i udlandet længere tid, ville netop rugbrød være en af de madvarer, jeg ville savne allermest. Som midlertidig løsning på længslen efter hjemmebagt rugbrød bagte jeg i stedet en portion fuldkornsboller den anden dag.

Fuldkornsboller
ca. 12 stk. 

5 g gær
5 dl koldt vand
1 spsk salt
1 dl solsikkekerner
1 dl hørfrø
1 dl grahamsmel
1 dl skårne rugkerner
hvedemel for resten

Opløs gæren i koldt vand. Bland resten af ingredienserne i – hold dog lidt igen med hvedemelet. Ælt dejen i en røremaskine i ca. 10 minutter. Dejen skal hænge sammen men også være fugtig – du kan tilsætte lidt mere mel undervejs, hvis der er nødvendigt.

Dæk skålen med dej godt til med madfilm og stil dejen i køleskabet et døgns tid. Form forsigtigt fuldkornsboller af dejen og bag dem ved 225 grader i ca. 20 minutter.

Note: Der er en god vægt i disse fuldkornsboller, og de mætter godt. Kan spises døgnet rundt.

Artiskoktærte

artiskoktærte, madtærte, tærte, grahamsmel, hvedemel, smør, sennep, vegetar, dijonsennep, kartofler, grillede artiskokker, artiskokker, æg, creme fraiche, pecorino, ost, parmesan, timian

Da vi i går fik besøg lige efter arbejde, var der brug for hurtig madlavning, så jeg var så forudseende at bage en tærte søndag aften, som vi bare kunne lune. Ideen til tærten fik jeg, da jeg så en opskrift på en tærte med grillede artiskokker og kapers i en kogebog. Den kombination lød ret interessant, så jeg gik i gang med at lave en tærte, tilføjede et par ting, tilføjede flere rester, satte tærten i ovnen – og kom først i tanke om de førnævnte kapers, da tærten var bagt! Men grillede artiskokker kom der da på, og ellers var resten mine egne påfund.

Artiskoktærte
6-8 personer

100 g grahamsmel
100 g hvedemel
100 g smør
1 tsk salt
1 æg

Fyld:
4 tsk semistærk og krydret sennep
ca. 5 mellemstore kartofler
1 glas grillede artiskokker
5 æg
2 dl creme fraiche
salt og peber
2 håndfulde friskrevet hård ost – f.eks. parmesan eller pecorino
1 tsk timian

Bland de to meltyper og smuldr smørret grundigt i det. Ælt derefter salt og æg i, så dejen samles. Fordel dejen i et tærtefad og smør senneppen på. Skrub kartoflerne og skær dem i tynde skiver, som du fordeler ud over tærtens bund. Tag de grillede artiskokker op af glasset og spred dem ud over kartoflerne. Pisk de resterende ingredienser sammen og hæld æggemassen ud over tærten. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 35 minutter.

Servér den alene, sammen med en salat og/eller lidt kød.

Note: En af de bedste madtærter, jeg har lavet. Den var fyldig, velsmagende og mættende med masser af gode sager – og kan sagtens stå alene, så her behøver du ikke at servere kød til. Kan anbefales!

Små fine tærter… med laks…

laksetærte, tærte, madtærte, smør, grahamsmel, speltmel, fisk, røget laks, laks, æg, creme fraiche, ost, emmenthalerMånedens benspænd lægger også op til tærtebagning, for tærter kan man jo putte alskens herligheder i. Denne version blev dog ikke så kontroversiel – mest fordi jeg gerne ville lave en nysselig udgave, men endte med at lave en grovdej, og så er det noget sværere at lave fine detaljer, da dejen er noget mere ‘kornet’ at arbejde med.

Mine-laksetærter
3 stk. 

100 g smør
50 g grahamsmel
150 g speltmel
1 tsk salt
1 æg

Fyld:
ca. 70 g røget laks
1 æg
1-2 spsk creme fraiche 18%
2 spsk fintrevet emmenthaler

Bland de to meltyper og smuldr smørret grundigt i det. Ælt derefter salt og æg i, så dejen samles. Del dejen i to lige store stykker. Det ene lægger du til side – det andet deler du i tre stykker og glatter hvert stykke ud i hver sin tærteform – mener at mine var 10-12 cm i diameter. Prik bundene dem fire-fem gange hver med en gaffel og bag dem ved 180 grader i ca. 15 minutter. Tag dem ud af ovnen og fordel laksen ud over de tre bunde. Rør resten af fyldet sammen og fordel i tærteformene med en spiseske – jeg havde dog en lille smule til overs. Rul resten af dejen ud og læg et låg på hver tærte og pynt dem med de sidste dejstykker – kun fantasien (og evnerne) sætter grænsen.

Bag tærterne færdige ved 180 grader i ca. 25 minutter.

Note: Fin lille tærte. Jeg spiste kun én, for de mættede ganske godt (og så havde jeg spist et par håndfulde kirsebær under madlavningen, men sig det ikke til nogen!). Der er mere bund og mindre fyld i forhold til normale tærter, og derfor lavede jeg også en mere ‘saftig’ salat, så det ikke blev for tørt.

Er det kage?
Niks. Det er jo dårligt i nærheden af, når jeg ikke kan nære mig og bruger groft mel i. Men søde så de ud.

Hvidkålssalat med sød sennepsdressing
2 personer

en tredjedel af et lille hvidkålshoved

½ dl god olivenolie
en kvart dl hvidvinseddike
saften fra en citron
lidt salt
1½ tsk dijonsennep
evt. lidt sukker

Snit hvidkålen meget fint og kram den snittede kål godt med hænderne. Ryst dressingen sammen af de resterende ingredienser (for eksempel i en melryster) og smag den til. Hæld dressingen over kålsalaten og kram kålen, så dressingen bliver suget godt ind i den.

Note: En frisk, sødmefuld og mættende salat uden så mange dikkedarer.
hvidkålssalat, kålsalat, salat, olivenolie, hvidvinseddike, citroner, dijonsennep, sennep