chokoladesmåkager, chokoladekage, kage, småkager, dessert, grahamsmel, æg, smør, rørsukker, vanilje, vaniljeekstrat, valnødder, hvedemel, bagepulver, chokolade, mørk chokoladeJeg er ikke specielt vild med småkager, og ind imellem kan det godt ærgre mig lidt, da det er utrolig let og hyggeligt at bage dem. Derfor ynder jeg at bruge småkager som bestikkelse (!), og det skulle jeg bruge i weekenden, hvor jeg bagte denne portion.

Den originale opskrift stammer fra en kogebog med den fængende titel ‘Chokolade’. Jeg udskiftede en smule af melet med grahamsmel, erstattede vaniljesukker med vaniljeekstrat, brugte mindre chokolade i selve dejen men hakkede til gengæld noget ekstra og dryssede det oven på småkagerne, da de var bagt. Og så brugte jeg rigtig chokolade og ikke chokoladeknapper, som bogen foreslog. Maizenamel udelod jeg helt.


Chokoladesmåkager med valnødder

en bradepande

Mørdej:
200 g hvedemel
50 g grahamsmel
125 g koldt smør i tern
2 spsk rørsukker
1 æg
en knivspids salt

Fyld:
80 g hakket mørk chokolade
3 æg
150 g smeltet smør
150 g rørsukker
1 spsk vaniljeekstrat
100 g hakkede valnødder
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver

50-80 g hakket mørk chokolade til pynt

Ælt alle ingredienser til mørdejen sammen, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en halv time. Rul den derefter ud og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir. Prik dejen et par steder med en gaffel og bag dejen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Smelt imens chokoladen i et vandbad. Del æggene i hvider og blommer. Pisk smørret med sukker og vaniljeekstrat, og rør derefter æggeblommer og den smeltede chokolade i. Tilsæt nødder. Pisk æggehviderne helt stive og bland mel og bagepulver i. Vend det derefter i chokolademassen sammen med de stiftpiskede hvider.

Fordel massen på den forbagte bund og bag kagen færdig ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Drys den hakkede chokolade på kagen, når den er taget ud af ovnen, og skær kagen ud til firkanter, mens den stadig er varm.

Note: Jeg brugte en mørk chokolade, der var forholdsvis kraftig i smagen. Kombineret med valnødder giver det en småkage, som mætter godt smagsmæssigt, så det er ikke en kage, du nødvendigvis spiser mange af på én gang (hvilket jeg synes er en fordel :-)).