artiskoktærte, madtærte, tærte, grahamsmel, hvedemel, smør, sennep, vegetar, dijonsennep, kartofler, grillede artiskokker, artiskokker, æg, creme fraiche, pecorino, ost, parmesan, timian

Da vi i går fik besøg lige efter arbejde, var der brug for hurtig madlavning, så jeg var så forudseende at bage en tærte søndag aften, som vi bare kunne lune. Ideen til tærten fik jeg, da jeg så en opskrift på en tærte med grillede artiskokker og kapers i en kogebog. Den kombination lød ret interessant, så jeg gik i gang med at lave en tærte, tilføjede et par ting, tilføjede flere rester, satte tærten i ovnen – og kom først i tanke om de førnævnte kapers, da tærten var bagt! Men grillede artiskokker kom der da på, og ellers var resten mine egne påfund.

Artiskoktærte
6-8 personer

100 g grahamsmel
100 g hvedemel
100 g smør
1 tsk salt
1 æg

Fyld:
4 tsk semistærk og krydret sennep
ca. 5 mellemstore kartofler
1 glas grillede artiskokker
5 æg
2 dl creme fraiche
salt og peber
2 håndfulde friskrevet hård ost – f.eks. parmesan eller pecorino
1 tsk timian

Bland de to meltyper og smuldr smørret grundigt i det. Ælt derefter salt og æg i, så dejen samles. Fordel dejen i et tærtefad og smør senneppen på. Skrub kartoflerne og skær dem i tynde skiver, som du fordeler ud over tærtens bund. Tag de grillede artiskokker op af glasset og spred dem ud over kartoflerne. Pisk de resterende ingredienser sammen og hæld æggemassen ud over tærten. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 35 minutter.

Servér den alene, sammen med en salat og/eller lidt kød.

Note: En af de bedste madtærter, jeg har lavet. Den var fyldig, velsmagende og mættende med masser af gode sager – og kan sagtens stå alene, så her behøver du ikke at servere kød til. Kan anbefales!