Friteret feta

Friteret feta

Jeg lavede en lille syndig forret den anden dag, jeg syntes, at gemalen og jeg skulle prøve en græsk forret i anledning af det græske benspænd. Og hvad er mere græsk end feta og olivenolie? Og kunne det ikke være sjovt at lave friteret feta? Jo!

Friteret feta er yderst let at lave og kræver kun en god græsk feta, æg, hvedemel, olivenolie og evt. lidt friske krydderier. Nåja, og et par tomater som tilbehør.

Friteret feta

forret til 2 personer

100 g feta
1 æg
1 spsk frisk oregano
ca. 1 dl hvedemel
olivenolie til stegning

Del fetaen i to lige store stykker. Slå ægget ud på en lille tallerken og pisk det med en gaffel. Hak den friske oregano fint og hæld derefter hvedemelet ud på en anden lille tallerken. Vend fetastykkerne i det piskede æg, inden du drysser oregano over dem. Vend derefter fetaen i hvedemelet. Hæld olivenolie på en lille pande, så olielaget er ca. 1 cm. Varm det op og steg derefter fetaen på alle sider.

Husk at friteret feta skal serveres med det samme – gerne med tomater, der er dryppet med lidt olivenolie og krydret med salt og frisk oregano.

Note: Friteret feta er absolut en god og anderledes måde at få feta på! Jeg var ret vild med, hvor blød og saftig fetaen blev af friteringen. Vær i øvrigt opmærksom på, at det er en syndig sag, så jeg vil anbefale, at du ikke laver portionen større end ovennævnte.



4 thoughts on “Friteret feta”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *