Svampepizza med rosmarin

Svampepizza med rosmarin

Jeg vender tilbage til pizza-benspændet med en skøn svampepizza, som er en ren vegetar. Og du vil ikke savne kød i denne her!

Jeg kunne naturligvis ‘bare’ bruge champignons fra supermarkedet, men det kunne være spændende med en lidt mere nuanceret smag. Heldigvis havde jeg en rest tørrede Karl Johan-svampe på lager, så dem lagde jeg i blød og brugte i svampeblandingen.

Svampepizza med rosmarin

1 stk.

en fjerdedel af denne pizzadej

Topping:
2-3 spsk god tomatsauce
1 kugle mozzarella, skåret i skiver
ca. 100 g friske champignons
lidt olie til stegning
20-30 g tørrede Karl Johan-svampe
1 tsk frisk rosmarin, hakket
salt og peber

Læg Karl Johan-svampene i blød i lunkent vand i et kvarter.

Skær champignons i skiver og steg dem ved mediumvarme på en pande sammen med en sjat olie. Når de er ved at være bløde, hælder du vandet fra Karl Johan-svampene, krammer dem let og hakker dem groft. Tilsæt dem derefter til svampene på panden. Svits et minuts tid, inden du tilsætter rosmarin, salt og peber.

Rul en klump dej ud på det meldryssede køkkenbord. Læg pizzabunden på en pizzaspade og smør tomatsauce på bunden. Fordel mozzarellaen ud over, inden du slutter af med svampeblandingen.

Bag din svampepizza ved høj varme på en lukket grill eller i ovnen ved 250 grader, indtil pizzakanten er gylden og sprød.

Note: Jeg elsker svampe i madlavningen, og jeg er godt tilfreds med, at jeg brugte flere forskellige svampe. Det er selvfølgelig en pizza, der er særdeles velegnet i sensommeren og efteråret, når udvalget af svampe er størst.



2 thoughts on “Svampepizza med rosmarin”

  • Du skriver at løgene skal være bløde ved tilberedning! Men der står ikke løg i ingredienser eller hvordan de skal skæres i opskriften?
    Lyder som en skøn pizza 😊

    • Åh, jeg var lidt distraheret, da jeg skrev indlægget. Der er ikke løg i – det var svampene, jeg refererede til. Tak for at gøre opmærksom på det, så jeg fik rettet det med det samme 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *