Aspargespizza

Aspargespizza

Jeg er godt i gang med mit pizza-benspænd, og første pizza er denne enkle aspargespizza. Nu hvor man stadig kan få lækre grønne asparges, så tænkte, jeg at det kunne være spændende at bruge sammen med lidt hjemmelavet basilikumpesto. Og ja, det er vigtigt at bruge en god, hjemmelavet pesto – ikke den der rædselsfulde standardpesto fra supermarkedet.

Aspargespizza

Dej til fire pizzaer:
5-10 g gær ved langtidshævning – eller 25 g gær ved korttidshævning
1½ dl vand
1 spsk olivenolie
1 tsk salt
ca. 250 g Tipo 00 hvedemel

Fyld til én pizza:
200-250 g grønne asparges
1 kugle mozzarella
2 spsk basilikumpesto

Ved langtidshævning: Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter olie og salt. Rør det ud og tilsæt derefter melet. Ælt dejen grundigt, til den er smidig og blød. Læg den i en skål og dæk skålen med et fugtigt viskestykke. Stil dejen i køleskabet i 18-24 timer. Tag dejen ud af køleskabet 2 timer inden, at du skal bruge den.

Ved korttidshævning: Samme metode men du bruger mere gær. Dejen hæver i 1½ time i en overdækket skål på køkkenbordet.

Knæk ‘fødderne’ af de grønne asparges og kog dem i letsaltet vand i få minutter, indtil de er møre. Hæld vandet fra.

Rul en klump dej ud på det meldrysset køkkenbord. Læg pizzabunden på en bagespade/pizzaspade og smør pestoen ud på dejen. Skær mozzarellaen i skiver og fordel dem ud over bunden. Slut af med at fordele de grønne asparges ud over.

Bag din aspargespizza ved høj varme på en lukket grill eller i ovnen ved 250 grader, indtil pizzakanten er gylden og sprød.

Note: Sådan en aspargespizza er nu slet ikke så tosset! Det er en ret enkel kombination, og den er både saftig og frisk i smagen. Det er dog en god idé at udskære pizzaen, så stykkerne følger de grønne asparges – de kan godt være lidt tricky at skære over med et pizzahjul, selvom de er møre.




2 thoughts on “Aspargespizza”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.