Løgtærte med ost

Løgtærte med ost

I dag var vi til årets sidste julefrokost, hvor vi medbragte denne enkle løgtærte, som blev brugt som tilbehør til kødretterne. Inspirationen kommer fra Arla, hvor jeg på et tidspunkt faldt over en løgtærte med ost, men jeg valgte at lave en anden bund – inspireret af artiskoktærten – og ændrede også på fyldet.

Løgtærte med ost

1 tærte

Dej:
100 g hvedemel
100 g svedjerug
100 g iskoldt smør
1 æg
lidt salt

Fyld:
400 g løg, skåret i tern
smør
1-1½ dl hvidvin
1 tsk tørret timian
salt og peber
4 dl friskrevet mild ost – for eksempel gouda eller emmenthaler

Bland de to meltyper samt saltet i en skål og smuldr smørret ud i det. Ælt det sammen med ægget, indtil du har samlet det til en fast dejkugle. Dæk den til med film og læg den i køleskabet en halv time.

Steg løgene i smør på en pande – de må ikke få farve – og tilsæt hvidvin. Lad det simre i fem til ti minutter ved lav varme. Smag til med krydderierne.

Rul dejen ud på et meldækket bord og læg den i et ildfast tærtefad på 26-28 cm i diameter. Hæld de stegte lød i fadet og fordel osten over den. Bag din løgtærte ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Note: Denne løgtærte er en enkel madtærte, som egner sig fint som tilbehør til kød eller en god salat. Denne udgave er ret mild, så her kan alle være med, men du kan sagtens variere tærten og for eksempel bruge en stærkere ost, hvis du gerne vil have en kraftigere smag.



7 thoughts on “Løgtærte med ost”

  • Nam-nam, lige noget for os her i huset! I dag skal vi have en porre-rucola tærte, men næste gang vil jeg prøve din opskrift 🙂 Spændende at du bruger svedjerug i dejen!

    • Det er alt for sjældent, at jeg laver tærte, men jeg vil se, om ikke jeg kan få et par stykker på bordet i januar måned… det vil passe fint til månedens benspænd 🙂

    • Lige præcis – og så kan man altid skrue ekstra op for krydderierne eller for ostestyrken, hvis man vil have en kraftig ret 🙂

  • Lyder skønt. Man kan jo netop eksperimentere lidt med osten, som du skriver. For eksempel findes der hollandske goudaer med forskellige ingredienser, så som chili eller tomat/oliven. Det vil give en lidt anden oplevelse…
    Flot blog i øvrigt – glæder mig til at følge den fremover. God idé med “månedens bespænd”, glæder mig til at kigge din oste-måned fra marts igennem 🙂

    • Mange tak! Hæhæ, jeg fik slet ikke prøvet nok af, da jeg havde ostemåned, men nu elsker jeg også ost, så jeg vidste godt på forhånd, at jeg slet ikke kunne nå alt det, jeg ville! Men det betyder jo bare, at jeg må lave flere osteretter i fremtiden 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.