russisk salat, pålægssalat, pålæg, rødbeder, æbler, creme fraiche, mayonnaise, drueagurker, rødløg, peberrodLad os lige slå én ting fast fra start, inden de kække bemærkninger begynder at tikke ind: Der er ikke russere i russisk salat og ej heller italienere i italiensk salat! De to pålægssalater er nærmere blevet navngivet på grund af farverne, der minder om de to landets nationalflag (jeg vil dog hævde, at den russiske salat nærmere er pink end rød, men lad nu det ligge). Desuden bør jeg også nævne, at denne russiske salat ikke har noget at gøre med Olivier salad, der også kaldes Russian salad – det er nemlig en hel anden ret.

Mit forbrug af pålægssalater kan ligge på et meget lille sted. Da jeg var yngre, købte jeg ind imellem makrelsalat eller tunsalat, men førstnævnte bestod altid af min. 50% underlødig mayonnaise (bvadr) og sidstnævnte var der alt for mange majs i, så de senere år har jeg holdt mig til hjemmelavede udgaver.

Russisk salat og italiensk salat købte jeg aldrig, men når nu jeg har smørrebrødstema i denne måned, så er det jo en oplagt chance til at forsøge sig med at lave disse ting selv. Jeg skelede lidt til Brødrene Prices underholdende program om (pålægs-)salater, men justerede opskrifterne, så de passede til min smag.

Russisk salat
nok til min. fire stykker smørrebrød

2 kogte rødbeder (på størrelse med en middelstor tomat), skåret i små tern
1 æble skåret i små tern
3-4 syltede agurker skåret i små tern
1 lille rødløg skåret i små tern
2 spsk friskrevet peberrod
3 spsk god mayonnaise – enten hjemmelavet eller Hellmann’s
1 spsk creme fraiche 18%
salt og peber

Vær opmærksom på, at alle grøntsager er skåret i små tern, der gerne har ca. samme størrelse, så den russiske salat ikke bliver alt for ujævn og rodet at se på.

rødbeder, rødløg, æblerHæld alle ingredienserne i en skål, rør dem godt sammen og smag til med salt og peber. Lad gerne salaten trække et par timer, inden den serveres.

smørrebrød, russisk salat, pålægssalat, pålæg, rødbeder, æbler, creme fraiche, mayonnaise, drueagurker, rødløg, peberrodVed servering: Smør et stykke rugbrød med lidt smør og fordel russisk salat over, så den dækker brødet. Top maden med et spejlæg.

Note: Ualmindelig kæk servering, som i den grad overraskede mig positivt. Den russiske salat var meget lækker, og nu undrer jeg mig for alvor over, hvorfor folk køber det i supermarkederne, for den hjemmelavede version kan umuligt gøres bedre! Mmm! Helt klart noget, der skal på frokostbordet igen. Gerne med spejlæg på, for den kombination sad lige i øjet!

italiensk salat, pålægssalat, pålæg, gulerødder, ærter, hvide asparges, mayonnaiseItaliensk salat er endnu lettere at lave.

Italiensk salat
Nok til min. 6 stykker smørrebrød

1½ mellemstore gulerødder
tilsvarende mængde frosne ærter
60-80 g tynde hvide asparges fra glas
2 spsk mayonnaise – enten hjemmelavet eller Hellmann’s
en smule citronsaft
salt og peber

Hæld ærterne i en keramikskål og hæld kogende vand over dem. Lad dem trække i fem minutter. Skræl gulerødderne og skær dem i små tern – ca. på størrelse med ærterne. Kog gulerodsternene i vand i få minutter, indtil gulerodsternene er møre. Pas på, at de ikke får for lang tid.

gulerødder, ærterHæld vandet fra ærter og gulerødder og hæld dem i en skål. Skær de hvide asparges i små stykker og hæld dem op i skålen sammen med mayonnaise. Rør godt rundt, inden du smager til med salt, peber og citronsaft.

italiensk salat, smørrebrød, pålægssalat, pålæg, gulerødder, ærter, hvide asparges, mayonnaiseVed servering: Smør et stykke rugbrød med lidt smør, læg et salatblad oven på og fold derefter et stort stykke god skinke, som du lægger oven på salatbladet. Top det med 1-2 spsk italiensk salat og en kogt, hvid asparges.

Note: Igen en pålægssalat, der imponerede mig! Jeg har før prøvet fabriksfremstillet italiensk salat og har virkelig ikke kunnet se, hvorfor man skulle spolere en skinkemad med det, men nu er jeg blevet klogere. Det kan godt være, at skinkemaden bliver noget usundere af det, men hold da fest hvor smagte det godt! Klar anbefaling herfra.